Kunstnere og turister - sommerlandet

Med inddæmningen af Lammefjorden og de forbedrede transportmuligheder, kom også de første turister. I 1880’erne søgte kunstnere og forfattere længere bort fra København og de tidlige feriesteder langs Øresund og den nordsjællandske kyst.
Rørvig var det første sted i Odsherred. Her var naturen barsk og rå. Her blev kunstnerkolonien Odsherredsmalerne grundlagt i 1930’erne. Malere som Karl Bovin, Kaj Ejstrup, Viggo Rørup, Ellen Krause og mange flere skabte billeder med udgangspunkt i lyset, landskabet og livet i Odsherreds bakkelandskab.
De første landliggere overnattede i fiskernes og bøndernes boliger. Man lejede stuehuset ud og flyttede selv ind i en tilbygning eller et skur i haven. Rørvig Badehotel åbnede for gæster i 1907, mens FDF’s landkoloni i Klint for københavnske drenge blev taget i brug samme år.
Egentlige feriehuse ser vi først omkring 1910 tæt ved det gamle færgested i Rørvig. I dag findes ikke færre end 26.000 sommerhuse i Odsherred, og indbyggertallet mangedobles i sommerhalvåret, på grund af de mange turister fra både ind- og udland.
Museets udstilling "Historier fra sommerlandet" fortæller udvalgte historier fra livet i Odsherreds sommerland. Centralt i udstillingen er Hjertehuset, der blev hjemtaget til museet i 2005 fra Skærby Strand.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk