Agnete Swane

 

Agnete Julie Alfrida Swane. f. Rechendorff (1893-1994) ville oprindeligt have været arkitekt, men blev uddannet som maler, dels på Kunstskolen for Kvinder under Valdemar Irminger og dels på Harald Giersings malerskole. Alligevel udfoldede hun sig indtil 1945, da børnene var flyttet hjemmefra, primært som arkitekt, idet hun i 1920erne udførte tegninger til tre huse i Hellerup til familien selv og til hendes forældre.
Hovedværket er Malergården i Plejerup, 1934-36, en rustik og organisk ramme om familiens nye tilværelse i Odsherred. Som maler udførte Agnete en længere række freskoarbejder udført ifm og efter ophold på Kunstakademiets freskoskole under Elof Risebye. Men hovedparten af Agnetes kunstneriske udfoldelse er malerier og akvareller af blomster og landskaber. Ikke mindst på rejserne til Spanien og Portugal, der blev påbegyndt i 1947 og ellers fandt sted i årene 1950-57 og 1960-1967, udførte Agnete lyse og stemningsmættede akvareller af bjerge og bymiljøer under de sydlige himmelstrøg.
Fra 1953 fandt rejserne sted i husvognen CASAMBU (casa ambulante), en mindre Bedford-lastbil, hvorpå Agnete tilbyggede en beboelsesdel.
 

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk