9.1.2020  ·  Skoletjenesten

Nye forløb for de gymnasiale uddannelser

Som noget nyt tilbyder Museum Vestsjælland nu innovationsforløb der inddrager rollespil og dilemmabaseret undervisning til ungdomsuddannelserne.

Innovation og rollespil – nye forløb for de gymnasiale uddannelser

Kunne du tænke dig at arbejde med innovation og kreative processer i dansk, historie eller samfundsfag? Vi kan hjælpe dig med at give din undervisning en innovativ dimension udenfor klasserummet. Fra 2020 tilbyder Museum Vestsjælland flere tværfaglige innovationsforløb ude på vores museer og ude på din skole, som inddrager kildearbejde, rollespil og dilemmabaseret undervisning.

To af forløbene er udviklet sammen med lærere og elever fra Høng Gymnasium og HF samt Odsherreds Gymnasium, og er lavet i forbindelse med projektet Fra kulturbærer til kulturskaber, som du kan læse om her.

Der er også blevet sammensat et inspirationsmateriale, hvor du kan læse mere om hvordan man kan arbejde med innovation og det performative på museer.

I alt kan man vælge mellem fire forløb, to lange og to korte. I de lange forløb bliver eleverne inddraget i et selvstændigt læringsforløb, hvor de får en rolle som projektmedarbejdere på museet, og skal udvikle et forløb som de afslutningsvis afprøver på en anden klasse. De korte forløb finder sted på skolen, og her er fokus lagt på rollespil og den dilemmabaserede undervisning.
Der er lavet en film om forløbene, hvor lærere og elever selv fortæller om deres oplevelser, og hvor du kan se en smagsprøve på hvordan to gymnasieklasser løste opgaven.

Lange innovationsforløb:

  • Industrialiseringen på Slagelse Museum.
  • Idyl og utopier - mellem kunstnerdrømme og virkelighed på Malergården i Odsherred.

Korte forløb med rollespil og dilemmabaseret undervisning:

  • Kropsidealer fra krinoline og kalvekrøs til crossfit og Kardashians.
  • Integration, identitet og generationskløfter.

Læs mere om forløbene her.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk