30.10.2018  ·  Skoletjenesten

Adoptionsklasse på Holbæk Museum

7. E fra Holbæk By Skole afd. Bjergmarken skal i løbet de næste 2 år samarbejde om læring, undervisning, udstillinger og meget mere.

Den 27. sept. adopterede Holbæk Museum 7.E fra Holbæk By Skole afd. Bjergmarken. På den måde får museet en enestående mulighed for at lære eleverne at kende og sammen med deres lærer at arbejde målrettet med forskellige undervisningsforløb der tilrettelægges i fællesskab. Gennem projektet skal det tværgående praksisfællesskab gøre os klogere på, hvordan vi bedst muligt kan bruge den åbne skole og styrke samarbejdet mellem skoler og kulturinstitutioner.

Ved adoptionsceremonien på Holbæk Museum mødte adoptionsklassen Ida Maria Skielboe, som er  formidlingsinspektør på museet, og som skal arbejde sammen med klassen frem til sommeren 2020. Ved ceremonien deltog også museets direktør Eskil Vagn Olsen som holdt en velkomsttale for eleverne og fortalte dem lidt om Museum Vestsjælland, før de skulle skrive under på hver deres kontrakt. I kontrakten skrev eleverne under på at gøre deres bedste for at bidrage til et godt samarbejde, og da kontrakten ligeledes var underskrevet af museet, modtog de hver et håndtryk og et ”tillykke” fra direktøren samt et VIP adgangskort. Herefter udforskede eleverne museet sammen med formidleren, hvor de fik hilst på flere af museets medarbejdere. De undersøgte både museumshåndværkerens værksted, fulgte med i museumsinspektørens bygningsundersøgelser og fik lov til at kigge overinspektøren over skulderen, da en af de mange budgetter skulle lægges. 7. E var godt forberedte og stillede mange fine spørgsmål som begyndelsen på deres nye museumseventyr.

I foråret begynder undervisningsforløbene for alvor, og et gennemgående fokus vil være på historiske kilder. Eleverne skal undersøge hvordan man kan bruger dem og kildekritikken som en nøgle til historiens mange fortællinger. Mødet med historien skal også være en indgang til at forstå den verden der omgiver dem, så de aktivt kan tage del i den.

AKSOM-projektet er et undervisningspartnerskab, som bliver finansieret af Kultur og Skoletjenesten Sjælland.

Læs mere om skoletjenstens her


7.E fra Holbæk By Skole afd. Bjergmarken

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk