12.9.2019  ·  Pressemeddelelser fra Museum Vestsjælland

Museum Vestsjælland lancerer et nyt formidlingstiltag ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Torsdag den 26. september 2019 kl. 15:00 lancerer Museum Vestsjælland et nyt digital formidlingstiltag ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

Nu kan alle med Museum Vestsjællands gratis app Tidslommen på egen hånd opleve den medrivende historie om drengen Erik, der skal i kloster i Ringsted.

Sammen med Teaterforeningen Spamus har museet lavet en film i tre dele, der kan opleves når man går på opdagelse med Tidslommen omkring Sct. Bendts Kirke, netop i det område hvor Ringsted Kloster lå, indtil det nedbrændte i den store brand i 1806.

Sammen med filmene om Erik optræder også en af museets inspektører, der fortæller mere om kirken, klostret og livet i middelalderen.

Tidslommen kan hentes gratis i Google Play og App Store.
Samtidigt med at Ringsted Kloster og Sct. Bendts bliver tilgængelig i Tidslommen åbner museet også tilsvarende formidling med Tidslommen ved Næsholm Voldsted i Odsherred og Tårnborg i Slagelse. Disse tiltag føjer sig til det allerede eksisterende indhold i Tidslommen fra Museum Vestsjælland.

”Vi er rigtig glade for, at Museum Vestsjælland i stadig stigende grad er til stede med digital og vedkommende formidling i det Midt- og Vestsjællandske landskab”, siger Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland, og fortsætter: ”Med denne formidling kommer man både tæt på historien, og tæt på de steder, hvor den fandt sted”.

Lancering i Sognegården i Ringsted
Lanceringen den 26. september 2019 finder sted i Sct. Bendts Sognegård, Klostervænget 2A i Ringsted. Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten holder åbningstalen kl. 15.00 sammen med direktør Eskil Vagn Olsen og projektleder Jonas Abkjær Andersen.

Ved lanceringen er museet vært for en filmforevisning om Tidslommen, hvorefter vi alle går på opdagelse omkring Sct. Bendts med Tidslommen for at finde historierne om dengang, Erik skulle i kloster.

Alle er velkomne til lanceringen i Ringsted.

Download pressemeddelelsen her

Mere om Tidslommen
Udover at alle nu kan opleve middelalderen i Ringsted igennem Tidslommen har appen også formidlingstilbud ved Næsholm Voldsted i Odsherred, Tårnborg i Slagelse, Sunesønnernes Mølledige i Sorø, Holbæk by, Vestborgen i Kalundborg samt spil ved Antvorskov Klosterruin i Slagelse og Fæstningstårnet i Korsør.

 

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk