25.11.2020  ·  Sorø Museum

Konger og trolde

25. nov. 2020 - 9. maj 2021 finder du en mystisk flok på Sorø Museum.

Hvad har konger og trolde med hinanden at gøre? Begge har sat sig spor i Sorøs historie, og begge har fundet vej til Sorø Museum i december 2020.

Konger og trolde har ikke altid været lige gode venner. Ikke mindst Chr. den 4. følte det som sin pligt at bekæmpe trolddom og hekseri. Kongen regerede i byen og troldene ude i skoven.

Igennem efteråret har børn fra fire lokale børnehaver undersøgt konger og trolde sammen med museet, deres pædagoger og billedkunstner Ida Exner. De har været på hofskole som Chr. den 4. på Sorø Akademi, og de har været i skoven og indsamle troldespor.

I udstillingen har børnene givet nyt liv til historierne om konger og trolde. De har lavet troldemasker af glas, en gigantisk krone, stentrolde, syltetøjstrolde og troldeører.

Nogle af troldene er stukket af fra udstillingen og har gemt sig på 1. sal, måske kan du hjælpe med at finde dem? Husk det er gratis for børn.

Udstillingen er et resultat af et samarbejde mellem Museum Vestsjælland, billedkunstner Ida Exner og fire børnehaver fra Sorø Kommune, nemlig Sorø Skovbørnehave, Røde Kors Børnehus, Troldehaven og Holberghaven.

Samarbejdet er en del af projektet KulturKaptajner, hvor førskolebørn fra alle dagtilbud i Sorø Kommune møder kunst og kultur igennem et partnerskab med en kunstner og en lokal kulturinstitution.

Udstillingen kan ses på Sorø Museum, Storgade 17, 4180 Sorø frem til den 29. maj 2021.

Se museets åbningstider her.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk