25.11.2018  ·  Sorø Museum

Den guddommelige nisse

25. november - 20. december 2018. Vi har alle mødt en nisse, men som moderne mennesker er vi næppe klar over det. Førhen vidste man til gengæld bedre.

Der var ingen gård, hvor alt trivedes og gik vel fra hånden, uden at den havde sin nisse, som tog sig af det. Især var det godt for pigerne i køkkenet og karlene i stalden, at nissen var dem venlig stemt, for så kunne de nemlig gå tidligt i seng og alligevel være sikre på, at alt var ordnet og klar til næste morgen. 

Nissen bar vand og fejede køkkengulvet for pigerne og striglede hestene i stalden for karlen. Til gengæld straffede han også for den uorden, som var begået.

Nu forbinder vi nisser med julen, julemanden og risengrød, men sådan har det ikke altid været, og faktisk er det kun grøden, der kan forbindes med nissen. Nisser og nisselignende væsner har været omtalt og dyrket fra Indien til Island gennem de sidste mange tusinde år. Faktisk lige indtil for ca. 150 år siden, hvor den moderne videnskab og storbymennesket gjorde nissen til en børnevenlig julenisse i december måned.

Denne udstilling vil respektfuldt fortælle om den ægte nisse, altså ham uden kone og børn. Ham, som bringer velstand og som hjælper, - og som hævner sig, hvis han ikke behandles ordentligt og med den rette respekt. 
Nissen er nemlig stedets, jordens eller gårdens frugtbarhedsgud. En ærekær udødelig guddom med magiske kræfter, som til tider bruges uheldigt for mennesker, dyr og nissen selv! Måske derfor, at nissen historisk er beskrevet som en gnaven gammel mand?

Udstillingen er illustreret af Erik Petri

Sorø Museum, Storgade 17, 480 Sorø

Klik for åbningstider

 


Illustration Erik Petri

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk