5.10.2018  ·  Museum Vestsjælland

Danske og tyske museer har stiftet NORDMUS Forbundet

Tre danske og tyske museer har skrevet under på, at de vil arbejde tæt sammen i det nye dansk-tysk museumssamarbejde NORDMUS Forbundet.

Det var en historisk dag, da tre museer fra Danmark og Tyskland fredag den 28. september stiftede et forbund, hvor de forpligter sig på et tæt samarbejde tværs over Østersøen. Det skete ved en stiftelseskonference i Nykøbing Falster.

De tre museer er fra Danmark Museum Lolland-Falster og Museum Vestsjælland, mens det fra tysk side er Oldenburger Wallmuseum. Men Museumsforbundet NORDMUS er åbent for alle relevante museer og kulturinstitutioner. Håbet er, at så mange som muligt vil være med.

NORDMUS Forbundet er et museumsnetværk mellem museer i Danmark og Tyskland, der arbejder med dansk og tysk kulturarv, kulturhistorie og kunsthistorie. Formålet er at styrke samarbejdet mellem eksisterende institutioner, så museerne i Nordmus kan påtage sig fælles projekter til fælles bedste.

Forbundet arbejder for initiering og koordinering af dansk-tyske museumsprojekter og for at fremme gunstige rammebetingelser for videns- og erfaringsdeling på museumsområdet på tværs af grænser gennem formidling af informationer og kontakter.

Ligeledes skal NORDMUS Forbundet fremme PR, markedsføring og kulturturisme på museumsområdet på tværs af Østersøen samt rådgive såvel medlemmer som kommuner, kulturadministrationer, foreninger og politikere.

Lead partner er Museum Lolland Falster, og museets direktør Ulla Schaltz glæder sig til at komme i gang med samarbejdet, som skal give museumsgæsterne flere perspektiver på historien, især den fælles.

- Vi lever i et grænseland. På den danske side fortælles dansk historie, på den tyske side fortælles tysk historie, men med museumsforbundet fokuserer vi på, at museerne fremmer den fælles historie over for gæsterne.

Direktør for Oldenburger Wallmuseum Stephan Meinhardt glæder sig til, at et forbund giver museerne flere muskler.

- Sammen er vi stærkere. Vi taler med flere stemmer og får større gennemslagskraft både i Tyskland og i Danmark, selv om vi hver især er små museer, siger Stephan Meinhardt.

Eskil Vagn Olsen, som er direktør for Museum Vestsjælland, ser frem til, at optimere arbejdet med frivillige og skabe gensidig synlighed.

- Vi har allerede haft stor glæde af erfaringsudvekslinger omkring brug af frivillige på museerne, og det ser jeg frem til at udbygge samtidig med, at vi øger museernes synlighed, så vi bliver mere attraktive og relevante at besøge for de mange især tyske turister, som besøger Danmark, siger Eskil Vagn Olsen.

Allerede under stiftelseskonferencen modtog forbundet de første indmeldinger.

For yderligere oplysninger og interview kontakt:

Ulla Schaltz, direktør Museum Lolland-Falster. Tlf.: +45) 25 59 34 54. E-mail: uls@museumlollandfalster.dk

Anna Elisabeth Jensen, souschef Museum Lolland-Falster. Tlf.: + 45) 51 21 27 43. E-mail: aej@museumlollandfalster.dk

Stephan Meinhardt, direktør Oldenburger Wallmuseum: Tlf.: +49) 04361-623142 E-mail: stephan.meinhardt@oldenburger-wall.de

Eskil Vagn Olsen, direktør Museum Vestsjælland. Tlf.: +45) 41 37 92 56. E-mail: evo@vestmuseum.dk

 

Læs mere om NORDMUS Forbundet her

Download pressemeddelelse her

Download billede her


Foto: Museum Vestsjælland underskriver aftalen om NORDMUS ForbundetDe tre museer underskriver aftalen om NORDMUS Forbundet. Fra venstre Eskil Vagn Olsen, Ulla Schaltz og Stephan Meinhardt.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk