19.6.2020  ·  Kalundborg Museum

Åbning af særudstilling Broderet Design og Vestsjælland Vejr

Fredag den 19. juni kl. 14 åbner Broderet Design af Lotte Dandanell og særudstillingen Vestsjællands Vejr på Kalundborg Museum

Broderet Design - Lotte Dandanell

Kostumier og designer Lotte Dandanell udstiller et bredt udvalg af sine kreationer på Kalundborg Museum.  Lotte Dandanell er nok mest kendt for sit virke som kostumier på Olsen Banden filmene, Huset på Christianshavn og på andre danske produktioner og storfilm. 

Hendes kreative udfoldelser stoppede ikke med hendes sidste film: Vilde Svaner fra 2009. Tværtimod er hun meget aktiv ved symaskinen. Hun indsamler og genanvender gamle broderier til ny designede jakker, frakker og nederdele og som pynt på bluser og kjoler i et meget farverigt univers. Stofrester og andre materialer anvender hun til billedkollager, puder og tasker.



I udstillingen på Kalundborg Museum vises et udvalg af hendes store produktion. Flere af de udstillede kreationer er til salg.

Alle er velkomne til åbningen, hvor Lotte Dandanell vil være til stede og holde en tale.

Udstillingen kan nydes indtil den 30. august. Læs mere om udstillingen her.

VESTSJÆLLANDS VEJR

Samme dag åbner særudstilling om vejret

Alle taler om vejret og mange har gjort noget ved det. Foreviget det til eftertiden, taget sine forholdsregler, bygget dæmninger og forstærket bygninger. Budt vejret trods, givet det kvalificeret modspil, leget i det og skrevet om det.

Med udgangspunkt i hver af de fire årstider mødes kulturhistorien og kunsten i denne udstilling fra Museum Vestsjællands samling om at fortælle historier fra vejret i Vestsjælland.

Hver årstid gribes desuden kulturhistorisk an med genstande, der får en fortælling med på vejen om, hvordan vi bruger og måler vejret. Her er skøjter og solhat, barometer og solur og i den mere kuriøse ende er vindfisk og tordenkile.

Udstillingen kan ses på Kalundborg Museum indtil den 15. november 2020, læs mere her.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk