3.8.2020  ·  Pressemeddelelser fra Museum Vestsjælland

Museum Vestsjællands besøgstal i stormende fremgang

Efter flere måneder med restriktioner, har det de seneste uger endeligt været muligt for folk at komme ud og se nogle andre vægge end deres egne.

Dobbelt så mange har lagt vejen forbi en af museets afdelinger.

Efter flere måneder med restriktioner, har det de seneste uger endeligt været muligt for folk at komme ud og se nogle andre vægge end deres egne. Det nyder vi godt af i Museum Vestsjælland. For de tre første uger i juli melder de fleste afdelinger om et støt stigende besøgstal og gæsterne har taget godt imod vores mange tilbud til børn og børnefamilier. Faktisk er det samlede besøgstal for afdelingerne fordoblet i forhold til samme periode sidste år.


Foto: Udtillingen ”De fire årstider” af Jesper Christiansen på Odsherreds Kunstmuseum

Højdespringeren er Odsherreds Kunstmuseum med en besøgsfremgang på hele 353%, hvilket kan tilskrives den aktuelle særudstilling ”De fire årstider” af Jesper Christiansen, der har fået rigtig gode anmeldelser.
Også Kalundborg Museum oplever rigtig mange gæster og en flot stigning i besøgstallet på 154%.

Museum Vestsjællands direktør, Eskil Vagn Olsen: ”Vi oplever en meget stor stigning i antallet af gæster. Det er rigtig godt nyt efter forårets nedlukning, hvor vi jo i sagens natur ingen gæster havde. Man kan næsten tale om en positiv udgave af ”Den perfekte storm”. Kombinationen af rigtig mange danskere, der holder ferie hjemme, halv pris på entrebilletten, nye aktiviteter og udstillinger samt et sommervejr, der set med museumsøjne er noget nær perfekt, har været med til at sikre et fantastisk flot besøgstal. At gæsterne nu strømmer ind, er vi naturligvis rigtig glade for, og det er ekstra glædeligt at vi ser mange gæster, der ikke normalt kommer på vores museer. Måske tilbuddet om halv entré i skolernes sommerferie er med til at lokke nye museumsbrugere til? Vi håber i hvert fald at endnu flere har fået øjnene op for museernes kvaliteter, og også fremover vil besøge os”
 

Udover nye særudstillinger og børneaktiviteter er især mange af museumshaverne meget populære. Museumsinspektør Mads Findal Andreasen fortæller om haven ved Kalundborg Museum:” I de måneder, hvor udstillingerne var lukket, fik museet tilladelse til ”forsigtig” åbning af haven. Efter genåbning af udstillingerne har museet fortsat den gratis åbning af haven, og det har betydet et kæmpe rykind af gæster, som forbavses af den flotte have og den fantastiske udsigt og beliggenhed. Og erfaringen gennem de sidste uger er, at en stor del af gæsterne finder vej videre ind på museet og museumsbutikken. Museet er åbent i tidsrummet kl. 10.30-16.00, men vi oplever dage med 25-30 havegæster allerede inden kl. 9. Det er lokale såvel som turister. Flere lokale har fået øjnene op for den enestående have, og kommer med vin og picnic-kurv, når vejret er godt og roligt. Det er skønt at se.” En fortælling, der går igen hos mange af Museum Vestsjællands andre afdelinger.

Selvom vores afdelinger har mange gæster, er vi naturligvis fortsat meget opmærksomme på Sundhedsstyrelsens vejledninger. Der er god plads på de fleste af vores afdelinger. Samtidig oplever vi, at vores gæster generelt er rigtig gode til at tage hensyn og holde afstand. Så vi kan håndtere de mange gæster forsvarligt.

Til og med uge 32 er der fortsat halv pris på entréen og stadig masser af muligheder for at prøve de mange sjove og spændende aktiviteter. Museumshaverne er naturligvis også åbne. Se mere om aktiviteterne på vestmuseum.dk/det-sker

Kontakt:
Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen
evo@vestmuseum.dk tlf. 41379256

Download pressemeddelelsen her.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk