10.8.2020  ·  Museum Vestsjælland

Museum Vestsjælland hylder Hovedvej A1 i del 2 af DR2 programserien ”Da Danmark blev flettet sammen”.

Se med torsdag den 13. august kl. 21 på DR2, hvor museumsinspektør Lene Hadsbjerg er passager hos studievært Morten Brink Iwersen.

Den nye serie på DR2 "Da Danmark blev flettet sammen" dykker ned i transportformernes forskellige guldaldre, og ser på de mange spor, der ligger i landskabet i dag. 

"Programmerne er en opfordring til at gå på opdagelse på havnen, tage hovedvejen i stedet for motorvejen, stoppe ved den nedlagte station og se de enorme visioner, der ligger bag en glemt kanal, der er gravet for tre generationer siden" forklarer Morten Brink Iwersen, der er programmets vært og transportentusiast.

Sammen med regionale eksperter og transportnørder guider han seerne igennem transportens kringlede historie og følger de tydeligste spor rundt i landet.

Meget af serien er optaget på Sjælland. I afsnittet, hvor man dykker ned i de danske hovedvejes - franske - udgangspunkt, tager han og Lene Hadsbjerg, der er museumsinspektør for nyere tid på Museum Vestsjælland i Sorø, på roadtrip på Hovedvej 1. De mindes det gamle færgeleje i Halskov, trafikpropper i Slagelse, vejtræer, nedlagte tankstationer og ser på gamle vejbroer.

Se udsendelsen her: Da Danmark blev flettet sammen: Hyldest til hovedvejene, eps. 2:

Læs artiklen fra Sjællandske Medier her.

 

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk