Arkæologi i Midt- og Vestsjælland

24.6.2020  ·  Arkæologi

Fund fra Bronzealdergruber ved Sludstrup

I Sludstrup ved Slagelse, er der disse dage blevet udgravet en større plads med gruber fra Bronzealderen, nærmere dateret til Yngre Bronzealder.

På pladsen er der kun fundet få huse, i forhold til mængden af gruber. De manglende huse, skal formegentlig findes udenfor det indstillede trace. Gruberne er af forskellig karakter, hvilket gør, at de er tolket til at have haft forskellige funktioner; nogle er tolket som gruber til at skaffe ressourcer som eks. ler, andre som værende brønde og ildsteder/kogegruber. Nogle af gruberne er efter endt brug blevet brugt som affaldsgruber, til udsmid af eks. madrester og ødelagte kar.

Dateringen af gruberne, er indtil videre gjort på baggrund af keramikskår, som typologisk kan dateres til Yngre Bronzealder.

Eksempler på disse er skår med bevaret ornamentik og rand. Som disse to med ufortykket rand og en påsat liste med fingerindtryk. Denne type kar har ofte en ru yderside, da den nederste del af karret er blevet overhældt med en tynd lervælling. Dette fænomen kaldes også beklaskning og er typisk for flere af Bronzealderens kartyper.

     

Udover skår fra kar, blev der desuden fundet et fragment af et formodet glødekar eller et sikar. Denne type kar har, som det kan ses på billederne, huller igennem væggen. Glødekar er en beholder uden bund, med huller i karsiden. De er sandsynligvis blevet brugt som beholdere til glødende trækul til opvarmning. Sikar kan derimod have været brugt til osteproduktion. Denne kartype vil man dog formode har haft bund, da sifunktionen ellers ikke ville kunne fungere, uden en bund i karret. På nuværende tidspunkt, kan vi endnu ikke sige om fragmentet stammer fra den ene eller den anden type.

 

Flere nyheder fra arkæologien? Tryk her!

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk