Arkæologi i Midt- og Vestsjælland


Spor af otte huller i jorden kan begejstre en arkæolog. Vel at mærke, hvis de danner et rigtigt mønster. Her illustrerer landmålerstokkene de otte placeringer af store stolper. Foto: Museum Vestsjælland, Rolf Warming.
10.10.2018  ·  Arkæologi

En overraskende hilsen fra vikingetiden i Pedersborg

Museum Vestsjælland har gjort et overraskende fund i Pedersborg ved Sorø. En boplads fra vikingetiden med et bolighus og en arbejdshytte.

”Det er en glædelig og stor overraskelse, at der viser sig bopladsspor fra vikingetiden. Det er bestemt ikke noget, vi finder ret tit i det vestsjællandske område”, udtaler den daglige leder af udgravningerne, museumsinspektør Hugo Hvid Sørensen. Han fortsætter: ”De sidste 15 år har vi blandt arkæologerne lidt spøgefuldt ”bestilt noget vikingetid”, hver gang vi er gået i gang med arkæologiske forundersøgelser på landet. Det er første gang det ”lykkes” i mange år i museets sydlige ansvarsområde.”

Udgravningen foregår på et stort areal til industri nord for Vestmotorvejen i Pedersborg (bag eksisterende industriområde med. bl.a. Hørkram). Museum Vestsjælland har forundersøgt hele området med søgegrøfter, hvor vi har gravet mulden væk for at finde spor af tidligere tiders aktiviteter. Vi havde forventet, at der ville være spor fra bronze- og jernalderen, ligesom på de nærliggende områder, hvor vi tidligere har forundersøgt og udgravet bopladsspor fra jernalderen. At der også viste sig at være fund fra vikingetiden, var en overraskelse.

Indtil videre har vi fundet stolpehullerne fra et hus og muligvis stolpehullerne til mindst et hus eller hegn mere. Desuden ligger der på samme sted en større, firkantet nedgravning, der måske er resterne af en nedgravet ”arbejdshytte”, et såkaldt grubehus. Nærmere Tude Å har vi da også fundet spor fra et langt hus og nogle affaldsfyldte gruber fra jernalderen i århundrederne før vores tidsregning.

Den arkæologiske forundersøgelse viser, at der her ér spændende arkæologiske fund, der skal undersøges. Det er en brik i puslespillet i vores forståelse af de mennesker, som boede på Sorøegnen i vikingetiden.

Forundersøgelserne er koordineret af Sorø kommune for Affald Plus, Hørkram og kommunen selv. Nu udarbejder Hugo Hvid Sørensen budgetter for, hvad det vil kost at undersøge husene og aktivitetssporene. Derefter skal Sorø kommune og Affald Plus tage stilling til, om de vil have det undersøgt og dokumenteret bopladserne eller beskytte dem fra yderligere jordarbejde.

Den største del af industriarealet kan nu igen dyrkes eller byggemodnes, når museets søgegrøfter er dækket til igen.

Læs flere nyheder fra Museum Vestsjællands arkæologi afdeling her.

 

Flere nyheder fra arkæologien? Tryk her!

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk