Jul på Museum Vestsjælland

 


Jul på Kalundborg Museum

24. november - 20. december 2020. I år indtager nisserne de gamle bygninger.

Julen er fuld af traditioner lige fra forberedelserne går i gang til selve juleaften og juledagene. Hver familie har sine egen traditioner, som kan være endog meget sejlivede. De føres med over i nye familier, bliver accepteret eller smidt til hjørne. 
 

Rør blot ikke ved min gamle jul
I udstillingen ”Rør blot ikke ved min gamle jul” fortælles om nogle af de levestærke traditioner, der er gået i arv i generationer. Her er historier om juletræ, risengrød, julegaver og nisser, rødgran, gås og flæskesteg, julemand og kalenderlys og meget mere. Juletræet er pyntet med traditionel pynt og i hyggehjørnet er højtlæsningsbøger med julefortællinger.

Kravlenisser

En yndet juleforberedelse er at lave julepynt. I 1947 lancerede Frederik Bramming udklipsark med kravlenisser og de blev straks populære. Hans udtryksfulde, tandløse nisser fandt også vej til sindrigt konstruerede 3-dimensionelle julekalendere. Både et udvalg af de ældste kravlenisserark, bl.a. de to første fra 1947, samt et stort udvalgt af Brammings julekalendere fra Anders Hjorth-Jørgensens store Bramming-samling indgår også i Kalundborg Museums juleudstilling i år.

Nissemylder

Vi må ikke glemme de rigtige nisser. De har lagt an til nissemylder i det gamle værksted. I den fjerneste ende af den vestlige længe lå engang et værksted, der blev brugt af museets håndværker. Det er tilsyneladende helt tomt nu, da håndværkeren har fået nyt værksted. Men lytter man rigtig godt efter, kan man indimellem høre lyden af små bitte strømpebuksefødder der suser hen over de gamle gulvbrædder. Og lytter man endnu bedre efter, kan det være, at man også hører bittesmå stemmer.

Det er nisserne! De er flyttet ind og har med tiden fået skabt en hel lille by med skrædderi, tankstation, biograf og andet, som er uundværligt for nisser. Byen er bygget med ting, mennesker har glemt eller tabt og som nisserne har fundet. Nissebyen er normalt et lukket område, men der er åbent nu i anledning af julen.

 

Voksne betaler almindelig entre. Alle under 18 år har gratis adgang.

Kik også ind i museumsbutikken og find et godt tilbud på julepynt og julegaver til store og små.

Sted: Kalundborg Museum, Adelgade 23, 4400 Kalundborg

Se åbningstider her.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk