Købmandsgården

Krambod og købmandshjem

Købmandsgården er den eneste bygning i museumskomplekset, som ikke ligger på sin oprindelige plads. Bygningen var tidligere hovedbygning i en stor købmandsgård, som lå hvor avisen Nordvestnyt ligger i dag.

Købmandsgården er bygget i 1660 af købmand og skipper Christen Thomsen. Bygningen er bindingsværk i to etager med murede vægfelter og svalegang. Helt indtil begyndelsen af 1900-tallet har der været drevet handel af forskellig art i den gamle købmandsgård, men i 1937 blev komplekset revet ned og hovedbygningen flyttet til dens nuværende plads. 

Specielt for huset er soklen, som består af store, kvaderhuggede granitsten. Disse sten menes at være den sidste bevarede rest af Holbæks gamle sognekirke, Skt. Nicolai, som lå ved siden af købmandsgårdens oprindelige plads. Bygningen er indrettet med effekter fra den første halvdel af 1800-tallet og indeholder krambod, folkestue, kontor og beboelse. På udvalgte dage holder Kramboden åbent. Her sælger madammen kopier af gammelt legetøj, krydderier og slik.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk