Hvordan det føltes at komme på Sorø Akademi - og ud igen

Denne artikel er bragt i Jul i Sorø 1971

Eyvind Olesen fortæller:

Artikelens forfatter fotograferet sammen med kunstkritikeren
(nuværende(1971) musemsinspektør) Jan Zibrandtsen i midten af trediverne
- Maleriet i baggrunden er Eyvind Olesens "Hvidklædte damer i skoven".

”Movitz skulle bli student, han Uppsala betrakta,” synger Bellman. Men han fik trukket sig rettidigt tilbage, da ”Fredman kom, filibom, med musik och flickor”. Anderledes gik det mig. Pludselig skulle jeg tages ud af Svallerup skole, og Far rejste med mig til optagelsesprøve på Sorø Akademi. (I forvejen havde Mor været med mig nede og tale med rektor).

Den gang gik toget gennem skoven helt ind til ”Bystationen”, når man vel at mærke skiftede på Landstationen. Men kort efter kom ”omnibilen” i gang. Det kostede 10 øre at køre fra Landstationen ind til byen. Far og jeg boede på Missionshotellet i Absalonsgade.

Og så blev jeg optaget på skolen, fire år ældre end mine klassekammerater. Jeg kom til at bo hos hr. og fru Wendt på Johnstrupsvej – og mærkeligt nok boede møllerens fra Svallerup ved siden af, hr. og fru Nielsen og deres syge datter.

Jeg delte værelse med ”Sørensen” fra Stenmagle. Han gik i 1.g, og jeg gik i 1. mellem. Fru Wendt lavede den herligste kakao til os om morgenen, og så gik den vilde fart gennem byen for at nå rettidigt op i lovsangssalen, hvor vi både skulle synge og tælles. Og ve den arme synder, der havde glemt lovsangsbogen!

Kammer nr. 15´s beboere:
Til venstre "Lange Friis":
Længst til højre Eyvind Olesen

Ens indtryk af skolen var præget af støj: Støjen fra stengangen, de mange summende stemmer, de mange ”forelæsninger”, der tonede ud fra de forskellige klasseværelser, og støjen i Fratergården, når de mange forskelligartede drenge og unge mænd tumlede sig. Også de korte ”timer”! Hver skoletime var kun på 40 minutter, så befriede Anton eller Frederik os ved at trykke på knappen henne ved uret – det kunne godt minde lidt om bokse-omgangene, hvor der ringes med klokken, og sekundanterne træder til og trøster og hjælper og tørrer sveden af delinkventerne og gnider dem med olie! Og så de mange lærere, der gjorde os deres opvartning og krævede, at vi skulle gøre dem vores!

Der var en vantro teolog, der lærte og religion, en anden lærte os sløjd, en tredje og fjerde naturfag, en lærte os tegning, og ”Splejsen” lærte os tysk, mens ”Froggen” lærte os engelsk. Der var fag, som man havde glæde af at lære, men der var også fag, hvor man godt kunne have sparet sig ulejligheden. Ja, de allerflest af fagene var rimeligvis slet ikke noget for mig. Det var en svigefuld vej, jeg havde betrådt, det var mosegrund og lygtemænd. Men ens nøgterne overvejelse af misèren blev bortvejret af den evige uro, støj, pligter, adspredelser og de mange nye bekendtskaber. Den blev bortvejret af de store forhold, som man troede var bedre end de små man kom fra! Desuden var tiden dengang også mere romantisk indstillet.

Da jeg kom til at bo på selve skolen, fik jeg en streng kammerduks, som lod mig støve sine fotografier af tre gange om dagen, og som lod sig titulere ”Deres Herlighed”! Hans broder sad et andet sted ved det store runde, sorte bord – det var som Sorteper og Klør Knægt. Og endelig var der foruden mig på kammer nr. 15 sønderjyden Svend Friis – utroligt stor og overdimensioneret; kammerduksen kaldte ham ”Svend Dyren” – Denne sønderjyde fotograferede og er vist blevet arkitekt.

Når vi skulle til ”varmbadning” en gang ugentlig, hed det sig, at man skulle medbringe rebstige og de ni gyldne regler. Men det var bare et nummer, man lavede med os. Og med boghandler Svegård! For det var dér, hed det sig, at man kunne købe disse remedier.

Både elever og lærere havde øgenavne. En lille fodboldspiller blandt mine klassekammerater hed ”Fader”. Det var, fordi Røde Nielsen, der var af skuespillerfamilie, kaldte ham ”Fader Abraham”, eftersom han hed Abrahamsen. Jeg mindes Bellman igen: ”Utterquist, ja, så heter jag, brøder.” ”Vivat, vivat bror Utterquist!” Og navnet Joachimsen fik ”Røde” til at synge: ”Joachim uti Babylon”, og synet af mig fik ham til at synge visen om Scheibelein. Andre øgenavne til elever var ”Sludre”, ”Prik”, ”Ota”, ”Skuffe”, ”Pipa”, ”Massa”, ”Klumms”, ”Slange” og mange flere. Carl Erik blev til Mads Peter.

Badningen i søen var dejlig. Den dyrkede vi til langt ind i november. Og oppe på skolens loft var der et dukketeater, som Gudmund Magnussen var direktør for. Han og Knud Arne Johannesen og jeg var kunstmalere i vor fritid.

Og årene gik – længere og længere ind i det fortryllede bjergs fejltagelse. ”Det kan ikke hjælpe at blive opdraget som grever og baroner, når man ikke kan klare sig ude i livet bagefter,” sagde Elsa til mig mange år senere inde på Nørrebro. Hun havde ret. Selv da jeg var blevet læsetræt i mellemskolen og måtte på ”Filadelfia”, var der ingen, der anede uråd. (Diagnostikken var jo blevet yderligere vanskeliggjort ved, at jeg begyndte med at være nr. 1 i min klasse (”duks”) de første to år).

Engang kom et sangkor på fire gamle soranere og sang for os, da vi var gået i seng. De sang blandt andet ”Hver gang bøgenes blade de glinse.”

Man kan måske sige, at i Svallerup skole appelleredes der til ærgerrigheden, på Sorø Akademi til selvstændigheden. Der var et friere forhold til lærerne. I gymnasiet kammede det helt over! Gymnasietiden var noget for sig. Da var vi allerede blevet ”herrer i åndernes rige”, og i min afdeling, som var den klassiske, var vi kun 7. Vi holdt en ”fest ” og et grineri over al måde. Lærerne opfattedes kun som latterlige klovne. Megen virkelig glæde havde vi af at have frk. Prip som vikar i græsk. Hin havde været missionær, blandt andet blandt araberne. Min sidemand, Eric Als, sagde til hende, da han skulle op og høres: ”Javel, lille frk. Prip, og forhåbentlig til Deres fulde tilfredshed. Min mor kan svømme!” Han tog sig ekstra mange friheder, fordi han havde et stift ben. Eller fordi han kom fra Aalborgs overklasse.

Og så til sidst, i øverste klasse, løb jeg dernedefra! Jeg var på ny blevet læsetræt. Men nu var ulykken sket: Jeg havde været i kloster og kunne ikke mere tilpasse mig det praktiske liv og dets krav! Og tiderne var ekstra vanskelige dengang på arbejdsmarkedet. Jeg læste videre i mange år. Samtidig med at jeg malede. Men det blev maleriet, der løb af med sejren. Men penge så jeg dog faktisk først, da jeg fik aldersrente! Moralen for mig er: Bliv i din stand! Bliv på din egn! Sæt dig ikke fjerne mål! De kan være for dyrekøbte. Men det udelukker ikke, at når vi gamle klassekammerater mødes hvert tiende år, føler vi os stadig som brødre.

Sovesalen i Akademietshovedbygning fotograferet i tyverne


Naturligvis indeholder et så langvarigt skoleophold mange flere enkeltheder. Og da det jo blandt andet er sådanne småtræk, der har interesse, kunne jeg jo fortsætte en god stund endnu.

Mortensaften fik vi gåsesteg og rødvin, og julen blev fejret med en Holberg-komedie på skolen. Det var den ejendommelige hr. Rosen, der instruerede og indøvede julekomedien med de udvalgte.

Der var i høj grad stemning og atmosfære også over prøverne og det fælles kaffebord. Kunstmaleren Blumensaadt var sminkør. Et år spillede man ”Pernilles korte frøkenstand”. Det er i grunden et kynisk stykke, hvor en purung tjenestepige, Pernille, bliver gift med en gammel mandi et rent fornuftsægteskab. Alle de optrædende var skolens mandlige elever.

Og ved juletræsfesten herskede der et huldsaligt forhold mellem lærer og elever, og man holdt sin lukkede hånd frem mod en lærer og sagde: ”Effen eller ueffen?” Det var et spil om hasselnødder. Så var der kaffebord eller chokoladebord med fine kager. Forplejningen var fortræffelig på skolen. Den 3.december på Holbergs fødselsdag havde ældst klasse været i Det kgl. Teater og set et Holberg-stykke.

Fra "Overskæringen" i 1924:
De vordende studenter synge på "trekanten" 

Og når man så hen på foråret var nået frem til den sidste april, havde man den ejendommelige ”overskæring”, hvor alle røg tobak, når de i flok og følge gik ud i skoven og lod toget køre nogle mønter flade på skinnerne. Den aften anlagdes de hvide huer. På tilbageturen gik man i række og geled og sang alle slags skæmteviser som ”Mallebrok” o.s.v. Ved hjemkomsten sang man fra skolens Fratergårds-trappe for de fra byen fremmødte borgere, og til sidst optrådte afgangsklassen under ”træet”: ”Der står et træ ved gymnasiets port, og det har stået der så længe”. Det minder næsten om den tyske sang ”Am Brunnen vor dem Tore da steht ein Lindenbaum”.

Og så har jeg endda ikke fortalt om skolens baller: vandbal, blebal, kongebal. Men lad mig slutte. Alt dette foregik i tyverne og var rimeligvis præget af ”de glade tyvere”. Nu er meget forandret: der er kommet piger på skolen, der er blevet plads til, at flere drenge kan bo på skolen, uniformen er afskaffet, og der er gjort mange indrømmelser. I min tid måtte man ikke engang have sidelommer i bukserne, og kasketten skulle altid sidde på hovedet, når man var på gaden. Den berømte ”Fatter” underviste os i at tage kasketten rigtigt – og rettidigt – af og på, når man hilste.

Ja, meget er forandret! Nu er ”Hans Herlighed”, min fordums kammerduks, blevet kirkesanger ovre på Fyn! Men lad mig også fortælle om, når turen gik mod hjemmet lørdag eftermiddag. Jeg mindes f. eks., hvordan vi havde sang hos hr. Tscherning i den sidste time indtil klokken halv fem lørdag eftermiddag i den smukke lovsangssal” med udsigt over søen. Derefter drak vi ”fem-the”, og så startede nogle af os den lange, men smukke cykletur til Svallerup og omegn. Sorø kunne alligevel ikke konkurrere med de hjemlige steder. Jeg mindes, hvordan jeg engang, ganske alene, cyklede forbi Tissø i den mørke nat. Det var så skønt at vågne næste morgen som en fri mand i hjemmet.

Soldaterkorpset på Sorø Landstation 1922-23.

Og så har jeg endda glemt at fortælle om soldaterkorpset, som ”gamle Laf” ledede – og de gule og de grønne spejdere. Og hvert skoleår endte med ”translokum” (translokationen). Så sang vi en latinsk sang og ”Kong Frederik, glæd dig i din grav” - og Hauchs smukke sang ”Jeg véd et sted, som jeg har elsket længe”, med de fatale linier: ”Thi guld og sølv dem skal I ikke sanke, dem har I aldrig lært at finde her”(!) Nej, det var et sandt ord! Nogle af os, i hvert fald, var som de dårlige jomfruer, der manglede olie på lampen, da tiden kom! – Og så rejste vi hjem.

”Så slutas våra sorgedar,” som fader Bellman siger.


Ja, sådan gik det til på Sorø Akademi mellem 1920 og 1930.

Eyvind Olesen 
 

Evind Olesen dagbog fra tiden på Sorø Akademi

Malerens datter Ingrid Leth, har i november 2005 overdraget Sorø Akademi en lille dagbog, som Eyvind Olesen omhyggeligt førte i sin Sorøtid, og hans karakterbog. De to bøger indlemmes i skolens bibliotek

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk