Gift dig og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det.

Sådan sagde en, der kunne sin Holberg på fingerspidserne og i fodnoterne – nemlig Søren Kierkegaard. Han ironiserede, men han vidste selv personligt, hvad han talte om.

Det samme gælder Holberg og hans intense beskæftigelse med ægteskabet som en eksistensform og som en samfundsinstitution. Han vidste personligt, hvad han talte om - netop fordi han som Søren Kierkegaard afstod fra ægteskabet som en mulig personlig eksistensform.

Men hvor Kierkegaard havde 1800-tallets romantiske kærlighedsægteskab at forholde sig til, der havde Holberg tilbage i det tidlige 1700-tal den førromantiske eller blot den borgerlige nyttemoral at forholde sig til. Og i de kendteste af hans værker, nemlig komedierne, synes det ofte at være nyttemoralen, der taber til kærlighedsægteskabet.

I den forstand var han forud for sin egen tid. Siden er hans kunstneriske og filosofiske bearbejdninger af det problemkompleks, som ægteskabet jo nok kunne kaldes, igen blevet aktualiseret oppe i vores tid.

Hans udsagn om ægteskabet som samfundsinstitution er slebet til af satiren og ironien, og finpudset af den eksistentielle alvor bag ved. Til slut poleres det enkelte udsagn af den genre, det indgår i.

Udsagn om ægteskab peger ofte tilbage mod den, der siger det. Det være sig en komediefigur eller noget, der ligner Holberg selv. Hans korte før-romantiske version af Kierkegaards motto er: Jeg vil ikke gifte mig!

Men, han siger så også et andet sted således:

”Mine Venner prøver tit paa at faa mig til at gifte mig. Saa driller jeg dem ved snart at sige at jeg ikke er dygtig nok til Eksperimentalfysik, snart at jeg er ved at blive gammel. Jeg plejer at argumentere saaledes: Før jeg blev fyrre kunde jeg ikke forsørge en Kone, og siden den Tid har jeg ikke kunnet fornøje en Kone.”

Ægteskaber handler i hvert fald i komedier ofte om penge og sex, om økonomi og erotik. Det samme kan siges om interessen for Holbergs person.

De, der interesser sig for Holbergs person, diskuterer ivrigt om ikke hans manglede lyst til at indgå ægteskab i virkeligheden skyldes, at han frygtede at nogen med hans egne ord skulle gøre ”skår udi min pung”. Andre mener, det skyldes at han faktisk kun havde en enkelt sten i den – en medfødt ”delikatesse”, som han selv kaldte det, og at den sten måske blev brugt på personer af et andet køn end kvinder.

Holbergs refleksioner over ægteskabet forbindes ofte med hans kvindesyn – og med god grund, for han forbinder ofte de to ting selv. Han taler ofte mod det første og for det andet, men han er også fanget med begge ben og sit køn i en tid, hvor forsørgelsespligter og menneskerettigheder endnu ikke overhovedet var i nærheden af vores verdensopfattelse. Det er i dét lys, man må se udsagn som dette:

”Jeg holder det for et hvert Menneskes pligt at gifte sig; men landets Moder forbyder ofte at efterleve saadan Pligt. Kone og Børn ere kostbare Meubler udi i disse Lande”.

Men der er, må vi aldrig glemme, stor forskel på, hvad vi hører om ægteskabet, afhængig af om vi læser i hans selvbiografiske levnedsbreve, i hans moralfilosofiske skrifter som fx. Introduction tilNaturens og Folkerettens kundskab (1716), i de derpå følgende satiriske skrifter som ”Poëten Raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig”, der indgår i 4re Skiemte-Digte (1722), i de senere HeltindeHistorier (1739) – og ikke mindst i de mange komedier.

I Levnedsbrevene taler Holberg ud i det blå om alle de umuligheder i dagliglivet, der er ved at gifte sig, og som for hans eget vedkommende får ham til at afstå derfra.

I Heltinde Historier generaliseres de negative menneskelige egenskaber, Holberg frygter, at ægteskabet har det med at udvikle hos os. Den form for ægteskab, der direkte institutionaliserer dette er jo tvangsægteskabet, som Holberg i den grad opponerer imod. Til gengæld har han faktisk – og i sin egen tids ånd – mange nuancerede overvejelser over ulemper såvel som fordele ved fornuftsægteskabet, hvor man tilnærmer sig hinanden over tid, men hele tiden skaber rum omkring sig selv og den anden.

Naturens og Folkerettens kundskab handler i høj grad om borgerrettigheder og statsret. I Naturretten, som den også kaldes i daglig tale, er der hele kapitler om ægteskabet som etisk, moralsk, historisk og samfundspolitisk institution. Blandt mange forskellige udsagn finder vi et om det magtregime, der hersker mellem kønnene. Hør disse herlige sprogblomster:

”… thi omendskiønt Mand-Kiønnet er af Naturen herligere og beqvemmere til at føre Regimente end Qvinde-Kiønnet, saa følger dog der ikke af, at Manden maa endelig have Regimentet, ligesom af det eene Menneskes Beqvemhed for det andet følger intet Herredømme og Trældom […]. Skulde af et Kiøns Herlighed og naturlige Beqvemhed flyde saadant Herredom, saa turde maaskee mangen Qvindes-Person forlange at komme til Examen med sin Mand.”

Jeg skal afholde mig fra at udlægge mesterens ord.

De omtalte skæmtedigte er udgivet under samme pseudonym som komedierne, nemlig Hans Mickelsen. Og komedierne selv er et stort maskespil, der bringer mange forskellige meninger til torvs, alt efter hvor og hvem man spørger, om ægteskabets herligheder, helligdomme og håbløsheder.

Komedierne vrimler med spektakulære udsagn om og perspektiver på ægteskabet. Det er ofte i ly af det, at komedierne driver deres lystige spil mellem konventioner, kaos, krav og kærlighed.

Komedier handler som ægteskaber ofte om penge og sex, om økonomi og erotik. Holbergs hovedfigurer, fx Den Stundesløse, frygter for deres penge eller er bange for erotikken – og derfor har de så forkvaklet et forhold til ægteskabet.

I enkelte komedier hersker den kvindeskikkelse, der per konvention står uden for ægteskabet, men måske også i en anden forstand – i en anden verden end vores – holder det på sporet: skøgen, luderen, den prostituerede, elskerinden.

I andre komedier som for så vidt Pernilles korte frøkenstand finder vi et klassisk komediemotiv: ved list og intrige at forpurre det fornuftsægteskab eller tvangsægteskab, som nogle ellers ønsker sig iværksat.

Det motiv finder vi igen i fx Den stundesløse. Men Holberg er sjældent blot ude på at destruere de forkerte ægteskaber. Han er på den anden side heller ikke blot ude på at lade komedierne blot ende i og med de rigtige ægteskaber, dvs. enten fornuftsægteskaber eller dem der baseres på kærlighed, kildevand og krumme tæer.

Der er ofte i komediernes ellers ofte lykkelige slutning i kærlighedsægteskaber nogle mørke punkter, der gør os opmærksomme på, at det der belyses er noget mere grundlæggende menneskeligt end blot ægteskabet som leveform og samfundsnorm:

Det, der kritiseres først og sidst er menneskelig vanetænkning og selvforskyldt umyndighed. Kant sagde i 1700-tallet: Hav mod til at vide! Holberg sagde før ham: Hav mod til at være – i dig selv og i ægteskabet, hvis du indgår det. Forbliv altid en smule ugift, eller forgiftes du og dit ægteskab med. Forbliv dig selv – ikke blot af hensyn til dig selv, men fx af hensyn til ægteskabet som leveform og samfundsinstitution.

Og det er, hvad der tematiseres for fuld kraft i flere af vor tids markante sceniske fortolkninger af Holbergs komedier.

Et af de seneste eksempler er den nyeste fortolkning af Den Stundesløse på Det kgl. Teater i 2003. Den Stundesløse havde nu skiftet køn, men for så vidt ikke stand; hun var nu blevet en moderne karrierekvinde. Hun er og forbliver ugift og efterlades i denne fortolkning i verdens udkant, alene og ensom, men ikke fordi hun selv er ugift eller vil tvinge sin datter til et ægteskab baseret på andet end kærlighed – men fordi hun ikke tør kende sig selv.

Et andet eksempel er de seneste fortolkninger af Jeppe på bjerget af fx den dansk-svenske instruktør Staffan Valdemar Holm og af danske Ole Bornedal. Deres iscenesættelser af Jeppe handlede i udpræget grad om, hvad ægteskabet gør ved mennesker, hvis de om ikke i økonomisk men i eksistentiel forstand har ladet sig selv tvangsindskrive i det.

Helt indfanget i det, står en sådan nutidig Jeppe tilbage som en person, der nok drives socialpolitisk gæk med (det er historien om at blive gjort til grin som baron for en dag); men hvis væsentlige og potentielt komiske tragedie er, at han ikke kender sig selv, fordi han ikke for alvor er kendt og elsket af andre eller en anden. Helvede er, siger denne Jeppe med sin kone stående ved siden af – Helvede er, at "ingen kender dig, og der er heller ingen, der har lyst til at vide hvem du er".

Med disse alt andet end opbyggelige ord om ægteskabet, vil jeg slutte med at bemærke, at det er opløftende på Holbergs og historiens vegne, at vi her i dag er inviteret til åbning på en udstilling om Holberg og ægteskabet og lidt senere i dag om Holbergs Niels Klims underjordiske rejse, hvor kvinder og kvinderet, ikke blot ligeret, men over-ret hersker i en datidig science fiction-verden.

Men ikke mindst er det et vigtigt initiativ af hensyn til vores tid. Ikke blot som modspil til tidens falden på halen for kongelige bryllupskomedier, så fint det end er; men fordi der i Holbergs tid og verden gemmer sig mange grundlæggende paradokser i spørgsmålet om ægteskabet, der ligner vores egen tids omgang med det:

Hvad stiller vi som mennesker og samfund op med ægteskabet som styrende samlivsform og samfundsnorm i en flerkulturel verden,

hvor det ikke blot er ’de andre’ og deres kultur, der har deres hyr med finde deres nutidige mere eller mindre arrangerede eller forudbestemte plads i ægteskabet,

hvor EU-parlamentet som vi skal stemme til om få dage, har deres hyr med at acceptere de mest almindelige lige rettigheder mellem kønnene,

men ogsåhvor vi etniske danskere tamper løs på ægteskabsinstitutionens praktiske og fornuftige sider og derved tvinger nye menneskelige tabuer frem i den – siger altså nogle af de moderne sceniske fortolkninger af Holbergs komedier.

Dette sagt en af lykkeligt og relativt nygift mand, der har fået fri dag fra sin barselsorlov for at tale om Holberg og ægteskabet. Man må jo – ihukommende Holbergs ord – tænke på, at man både skal kunne forsørge og forsyne.

Som repræsentant for det ene køn og for Holbergsamfundet ønsker jeg tillykke med ægteskabet mellem museet og Holberg – og god fornøjelse til publikum.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk