Ringsted Vindmølle

Møllen har stået på sin nuværende plads i mange år. Det havde den også da Bjarne Jensen var barn. Dengang var møllen dog i en helt anden forfatning end den er i dag. Dengang havde tiden overhalet den gamle mølle, og da Bjarne Jensen blev voksen påtog han sig den opgave det var, at restaurere møllen og genetablere den som vindmølle. Det lykkedes og der blev i 1984 holdt rejsegilde for den nyrestaurerede mølle. Siden dengang har Morten Møller drevet og passet møllen.

Det er i sig selv spektakulært og fantastisk at have en fuldt funktionsduelig vindmølle så langt inde i en by. Møllen er et levende eksempel på en højt udviklet håndværker tradition, og er i dag åben i forbindelse med Ringsted Museums åbningstider.

Når Morten Møller er at finde ved møllen kan du altid slå en god snak af med ham – han kender sin mølle ud og ind, og er altid klar med en fortælling eller kæk kommentar. Er vingerne i gang og kører kværnen, er der begrænset adgang inden i møllen af hensyn til sikkerheden. Det er voldsomme kræfter der er i spil – og kraftige tandhjul, store taljer og drivremme kører hurtigt. Men der er bestemt noget at se på for en mekanik-interesseret dreng eller pige.

Ringsted Vindmølles historie

Vindmøllen blev opført første gang i 1804 i tilknytning til Have (vand) Mølle i ådalen sydvest for byen. Have Mølle blev anlagt i tidlig middelalder i tilknytning til Ringsted Kloster og fungerede indtil 1906.

Opførelsen af en vindmølle i ådalen, som var lavtliggende og i læ, var ingen god ide, men en nabostrid forhindrede en bedre placering. I 1814 lykkedes det dog at erhverve et stykke jord, der var bedre beliggende og ejeren C. H. Müller opførte  en ny mølle øst for Ringsted på dens  nuværende plads.   

I 1815 blev møllen solgt til brændevinsbrænder Eiler Gemynthe fra Køge,som drev den til 1852, hvor sønnen, Mads Lauritz, overtog den. Med den frie adgang til at drive mølleri fra 1862, blev der  væsentlig større konkurrence, og mølleriet måtte suppleres med vognmandskørsel og postholderi.

I 1871 brændte mølle og møllegård. Familien med 11 børn reddede livet, men indbo og maskiner gik tabt.  Året efter var møllen genopbygget, og få år senere overgik møllen i forpagtning til J. C. Frandsen, den senere grundlægger af Ringsted Dampmølle.

Vindmøllerne fik det svært i konkurrencen med dampmøllerne, og møllen i Ringsted skiftede ejere flere gange i perioden 1892-1931.

I 1931 købte møllersvendene Marinus Andersen og Karl Hansen møllen og drev den sammen indtil lukningen i 1965. På dette tidspunkt havde der ikke været malet brødkorn i flere årtier.

De næste 20 år, med forskellige funktioner, bragte forfaldet stadig nærmere, indtil fabrikant Bjarne Jensen, medstifter af firmaet Glunz og Jensen og senere PBI- Holding A/S, købte vindmøllen og foretog en totalrestaurering i årene 1984-1985. Men møllen skulle også male, og med ansættelsen af ”Morten Møller” (Sørensen)  i  1986  var møllen atter køreklar.

Mel

Det friskmalede mel fra møllen kan du købe på stedet.

Melet er økologisk og helt uden tilsætningsstoffer. Det får du ikke i butikkerne, hvor selv det økologiske mel indeholder tilsætningsstoffer.

Det er et naturrent, kemikaliefrit produkt, der er fremstillet efter årtusindgamle principper.

Derfor er der også en begrænset holdbarhed på melet. Men det smager fantastisk.

Og du kan altid komme ind og købe mere.

Ringsted Vindmøllefond

Ringsted vindmølle ejes i dag af Ringsted Vindmøllefond.

I 1993 indgik fondet et samarbejde med Ringsted Museum, og møllen er i dag åben samtidigt med museet.

Det gode økologiske mel fra Ringsted Vindmølle kan du også købe i museumsbutikken.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk