Til deltagerne

Vil du gerne deltage i Ringsted Middelalderfestival?
Du skal være så velkommen.

Ringsted Middelalderfestival forsøger at være så autentisk som muligt, men endnu vigtigere for os er det, at publikum får en god oplevelse af middelalderens væsen.

Vi håber derfor, I vil hjælpe os ved at inddrage publikum så meget som muligt i jeres aktiviteter. Alt efter vejret forventer vi 10.000-12.000 købe- og spørgelystne gæster.

Vil du være frivillig på festivallen?

Ringsted Middelalderfestival ville ikke fungere, hvis ikke det var for den tid og den arbejdskraft vores frivillige hjælpere stiller gratis til rådighed.

Både før, under og efter festivalen er der meget at lave, og de lokale frivillige kan hjælpe med alt det praktiske, indgå i skuespilleri/gøgl/fortælling eller sammen med andre frivillige stå for en bod, hvis indtægter går til festivalen.

Læs mere om de enkelte frivilliggrupper her.

Er I en lokal forening?

Ringsted Museum og Arkiv har fritaget de lokale foreninger for at betale bodafgift.

I kan leje boder og dragter. Vi klarer alt det praktiske, I skal bare pynte op og indrette jer.
Beløbet går til at sy og vedligeholde udstyret og til alle fællesudgifter som PR, toiletter, strøm osv.

Foreninger kan også henvende sig, hvis de er interesseret i at påtage sig praktiske opgaver mod kontant afregning.

Er I en aktørgruppe?

Alle, der kan leve op til kravet om at formidle middelalder er velkomne. Udstyr skal være autentisk efter armslængdeprincippet, altså se korrekt ud på kort afstand. Vi accepterer ”gammeldags” udstyr fra helt tidlig middelalder, men ikke så gerne senmiddelalder, hvor stilen er markant anderledes og jo ikke er opfundet endnu!

Med hensyn til vareudvalg gælder samme regler. Produkter må altså gerne være fremstillet af moderne materialer, hvis de ser autentiske ud. Slår I jer ned med telt eller bod, er I forpligtet på at blive og holde åbent i hele åbningstiden.

Hvis man kun ønsker at deltage mod udbetaling af kørepenge, forplejning eller endda et honorar, skal den forhandling tages med Anette Månsson før tilmelding.

Sælger du ting fra din bod?

Alle varer skal være autentiske middelaldervarer. Vi accepterer dog varer af moderne materialer, hvis de ligner godt, ligesom vi accepterer varer, der afspejler vikingetid eller senmiddelalder, men vi vil sætte pris på, at I over for kunderne forklarer det - gerne med en god historie.

Festivalen står selv for de egentlige udskænkningssteder, men vi accepterer salg af øl, mjød og saft med smagsprøver, når du samtidig fortæller om datidens produktionsmetoder og opskrifter.

Festivalen driver 3 større madboder, men vi vil gerne supplere med boder, der kan stille den lille sult.

Vi vil også gerne vide, om I sælger en aktivitet til publikum.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk