27.8.2018  ·  Ringsted Museum og Arkiv

Omvisning i Sct. Bendts Kirke

Mandag den 27. august kl. 19 byder Ringsted Museum & Arkiv på omvisning i Sct. Bendts Kirke ved historiker Kirsten Henriksen

Kirsten Henriksen fortæller den spændende historie om Nordens første teglstenskirke. Det er historien om det første kloster fra ca. 1080, der dengang lå uden for landsbyen Ringsted. Det er også historien om, hvordan klosteret overgik til benediktiner-munkene. Kirken var dermed klosterkirke, og udgjorde nordfløjen af klosteret. Klosterbygningerne forsvandt helt ved byens store brand i 1806.

I 1100-tallets sidste årtier opførte Valdemar den Store den nuværende Sct. Bendts Kirke som et monument over sin far, Knud Lavard. Han blev dræbt i Haraldsted Skov i 1131 i en strid om kongemagten. Sct. Bendts Kirke blev kongeslægtens gravkirke indtil begyndelsen af 1300-tallet, hvor Roskilde Domkirke tog over. Gravpladserne i midterskibet rummer størstedelen af Valdemarslægten. Kirken rummer også fine senere gravmonumenter, hvor Erik Menved og Dronning Ingeborgs gravsten i koret hører til de mest imponerende.

Kalkmalerierne er en historie for sig og hører til nogle af Danmarks fineste af slagsen.

Omvisningen koster 30 kr., der betales ved start. Mødested: Runde P-plads foran kirken. Tilmelding er nødvendig senest torsdag den 24.5. kl. 12.00 på ringsted@vestmuseum.dk eller 59 43 23 53 (man-tors kl. 9-12). Flyttes til ny dato ved kirkelig handling.

 


: En omvisning i Sct. Bendts Kirke er en spændende oplevelse. Foto: Steen Olsson

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk