Når det er et kompliment at være et museumsfund...

Frivillige på museet

Ringsted Middelalderfestival

Det tager mange måneder at forberede Ringsted middelalderfestival, og der er brug for mange hænder og hoveder til alle de praktiske og kreative arbejdsopgaver i forbindelse med det store arrangement. Festivalens frivillige trækker læsset, men får til gengæld en oplevelse ud over det sædvanlige.

Som frivillig er man med i det store fællesskab omkring festivalen. Samtidig med at der skal knokles, er der masser af sjove og lærerige oplevelser. Arbejdsopgaverne er mange og meget forskellige.

  • Madgruppen prøvespiser middelalderretter i flere omgange, forbereder 1.500 portioner mad og langer dem over disken på dagen.
  • Kulissegruppen holder orden på kulisselageret, sætter boder i stand og laver nye kulisser.
  • Dragtgruppen sørger for, at alle deltagerne ser rigtige ud i autentiske dragter.
  • Boderne skal pyntes og øllet sluttes til
  • der skal uddeles flyers og programmer, og der skal holdes styr på de mange aktører og publikum
  • I Valdemars Værksted bliver der leget og snittet, filtet og flettet bånd med børnene.

Alle frivillige er med til at formidle og genfortælle middelalderhistorien. Derfor er det vigtigt, uanset hvilken opgave man påtager sig, at man løser den så historisk korrekt som muligt. Ringsted Museum og Arkiv arrangerer kurser og aktiviteter for de frivillige, så man kan være klædt på med så megen viden som nødvendigt, når festivalen løber af stabelen. Se mere her.

Frivillig på arkiv

På Ringsted Arkiv har vi stor glæde af en god håndfuld frivillige medarbejdere, der alt efter interesser og kompetancer, registrerer arkivalier, scanner billeder, laver avisregistrering, ordner lydbånd, smalfilm, kassettebånd osv. Antallet af frivillige er begrænset til det antal af pc-arbejdspladser som vi har til rådighed, og da det er stærkt vanedannende og berigende at gå på arkiv, er der ikke den store udskiftning i frivillig-gruppen.

Som frivillig på arkivet indgår du i den daglige arbejdsdag på arkivet og har faste arbejdstider. Du modtager oplæring samt løbende vejledning af en lønnet medarbejder på arkivet, så vi sikrer at registreringen sker efter gældende retningslinjer for arkivdrift. Du får muligheden for at finde spændende oplysninger om lokalmiljøet i Ringsted Kommune, når du læser arkivalierne, hører lydoptagelserne eller ser på billederne i forbindelse med registreringen.

Almindeligt kendskab til IT betjening er en forudsætning, da al registrering sker digitalt.

Ringsted bogen

Ringsted Bogen er en lokalhistorisk årbog der første gang udkom i 2004. Redaktionsgruppen består af frivillige samt to medarbejdere fra Ringsted Arkiv. De frivillige redaktionsmedlemmer finder artikler, hjælper forfatterne med ideudvikling, er med til forfatterkursus, læser korrektur og meget andet.

Frivillige og ansatte arbejder tæt sammen i forbindelse med bl.a. middelalderfestival

Rengøring af museumsgenstande inden de skal på magasin.

To af arkivets faste frivillige.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk