”Omøskatten” - Omø på vikingetidens landkort

Stor sølvskat fra Svend Tveskægs tid fundet på Omøs Enghavegård.

Sjældent fund af tre mønter, med en mønt foldet omkring to andre. Foto: Tobias Bondesson.

 

I de sidste dage af september fandt Robert Hemming Poulsen med metaldetektor sølvsmykker og -mønter på et ganske lille område. Her har en ukendt gemt en skat af sølv lige omkring år 1000. Han eller hun kom aldrig tilbage. Nu har bondens plov og dygtige detektorfolk genfundet skatten.

Skatten er stor af sin art med mere end 550 enkeltdele, heriblandt flere eksemplarer af de første danske mønter, såkaldt ”Harald Blåtand mønter”.

Skatten indeholder kun sølv. Mønter, stumper af mønter og smykker samt et par næsten hele sølvsmykker af meget fin kvalitet.

Robert Hemming Poulsen er i disse måneder med sin arbejdsgiver ”I. Anker Hansen” på Omø for at nedlægge fibernet på hele øen. Roberts store fritidsinteresse er at gå med metaldetektor, så detektoren var naturligvis med til brug i fritiden.

Robert faldt i snak med gårdejer Hans Peder Tofte, Enghavegård, der tidligere har indleveret en sjælden langbue af træ til Nationalmuseet og kunne huske, at han som dreng fandt en snoet sølvring et sted på sin mark. Robert og han blev enige om i samarbejde at eftersøge mere metal på marken. Efter lidt søgen fandt Robert pludselig flere stykker sølv og sølvmønter inden for et mindre område på en sydskråning.

Robert er en erfaren ”detektorfører” og standsede derfor sin søgen for at melde fundet til Museum Vestsjælland, der med bevilling fra Kulturstyrelsen planlagde en grundigere undersøgelse af stedet. Undersøgelsen gennemførte Museum Vestsjælland i samarbejde med Robert og tre af hans erfarne detektorvenner lørdag – søndag 24.-25. oktober. Vi registrerede i alt 550 små og mindre stykker sølvmønter, sølvstumper og et par hele sølvsmykker.

 

 

Et flot eksemplar af en tidlig dansk mønt, en "Harald Blåtand. Korsmønt, ca 975-980". Mønterne var af så tyndt sølv, at motivet fra den anden side ses gennem
mønten. Hér ses bagsidens kors svagt. Fotograferet netop som den kom af jorden. Foto: Tobias Bondesson.

De mange genstande lå i pløjejorden inden for et område på ca. 25-30 meter i diameter, men den beholder skatten har været samlet og nedlagt i, fandt vi desværre ikke spor af. Selvom vi gravede pløjejorden væk, fandt vi kun rent sand - lidt skuffende, men nok det vi måtte forvente på en sandet skråning, hvor der har været pløjet i århundreder.

Selvom finder, gårdejer og museet gerne ville holde fundet ”tæt til kroppen”, indtil det kunne undersøges af museet, indgik vi et samarbejde med det lokale arkiv, ”Historien Hus Omø” og lederen Einar Storm om en præsentation. Her kunne Omøboerne som de første høre om og se skattefundet. Hele 60 gæster mødte op i Omø Forsamlingshus lørdag eftermiddag, trods et kort varsel.

Omø-skatten:

Omfatter 550 større, små og meget små stykker sølv – helt ned til 0,1-0,2 gram.

Sølvet er samlet for sin værdi ”i sølv” – ikke som penge i vores forstand eller som smykker til klædedragten.

Der er mange små afklip af arabiske mønter, såkaldte Dirhem-klip.

En del danske mønter, såkaldte Harald Blåtand–mønter samt mønter fra England, Tyskland, Polen, Tjekkiet m.fl. De nærmere møntbestemmelser venter vi på. I følge de første bestemmelser fra Tobias Bondesson, der var med ved undersøgelsen, er der flere sjældenheder og muligvis et par overraskelser og ”nyheder” (om end gammelt nyt).

Smykkerne er næsten alle kun repræsenteret ved små stykker armbånd, ringe, tråde og lignende.

Helt specielle er de såkaldte ”Hiddensee”-kors og –smykker, der har deres paralleller i et fund på den lille ø Hiddensee ud for Rügen, men dér i guld.

Vi kan ikke afgøre præcis, hvorfor eller hvordan skatten er begravet. Der er ikke noget, der kan vise, at den har ligget i et hus eller inden for en landsby.

Her er plads til fantasien!!

Fotos fra den arkæologiske undersøgelse:

 

Publiceret den 27. oktober 2015.

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk