En boplads fra bondestenalderen ved den fossile Kalundborg inderfjord

Ved Kærby å’s forløb nær Rendsborgparken i den østlige del af Kalundborg har der i bondestenalderen strakt sig en fjordarm fra den fossile Kalundborg inderfjord. Da Museum Vestsjælland i efteråret 2014 foretog en forundersøgelse forud for byggemodning ca. 150 meter nord for den datidige vandvej, fremkom der adskillige spor efter beboelse fra den sene del af bondestenalderens tragtbægerkultur på en jævn forhøjning i landskabet (omkring 3000 f. Kr.). Museet er nu i gang med en egentlig arkæologisk udgravning på stedet, og har med en gravemaskine fjernet det omrodede muldlag, hvor der igennem flere hundrede år er blevet pløjet. Herunder ses de nedgravninger, bondestenalderens befolkning har gravet ned i råjorden for at hente ler, opvarme mad og rejse huse, og som de siden har fyldt op med affald. I de lavereliggende områder umiddelbart omkring bosættelsen ses der ligeledes store kulturlag skabt af gravning efter ler og henkastning af affald. Disse bosættelsesspor giver tilsammen et værdifuldt indblik i mange aspekter af periodens beboelse og landskabsudnyttelse.

Genstande i tusindevis

Antallet af fund fra pladsen er stort, og udgøres af talrige flintgenstande (først og fremmest skrabere, bor, økser, tværpile og afslag), keramik (deriblandt lerskiver og skår af ansigtskar) grønstensøkser, slibesten og brændt lerklining fra husenes vægge eller andre konstruktioner. Bevaringsforholdene for knogler er relativt gode, blandt andet fordi der i flere af nedgravningerne er deponeret mange kalkrige hjerte- og blåmuslinger. Når udgravningen er afsluttet vil dyreknoglerne blive undersøgt på Zoologisk Museum for at belyse bosættelsens husdyrøkonomi, slagtemønstre og vilde dyr fra jagt og fiskeri.

Foreløbigt venter dog adskillige spadetag stolpehuller og mange nye fund.

Tværpile fra udgravningen

 

Publiceret 22-5-2015

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk