Kalundborg Korsriddertapet

Kalundborg Korsriddertapet er en 7,2 m langt gobelin med 12 individuelt vævede billedscener.
Scenerne er fremstillet efter oplæg af kunstneren Claus Jørgensen Muldstrup og tager udgangspunkt i Kalundborgs spændende historie som et center for de danske korstog i egnene omkring Østersøen i 11- og 1200-tallet. 

Tapetet er vævet i 2014-15 af Vævere i Vestsjælland:

  • Solvejg Jørgensen
  • Elise Nygaard
  • Hanne Jensen
  • Gerda Topsøe Johansen
  • Kirsten Brinkløv
  • Annette Dandanell Christensen
  • Irene Wiborg
  • Hanne Madsen
  • Gitte Karlshøj

Tapetet er blevet til takket være støtte fra Novo Nordisk Sponsorpulje, Nordea-fonden og Etatsråd Georg Bestle og Hustrus Mindelegat.

Tapetet blev 30. april 2015 indviet af kulturminister Marianne Jelved og overdraget til Kalundborg Museum som en gave fra Vævere I Vestsjælland.


 

Scene 1:

Esbern Snare anlægger Vestborgen

Scene 1 handler om et vigtigt møde mellem rigets mægtigste mænd: Kong Valdemar sammen med sine fostbrødre Esbern Snare og bisp Absalon.

Mødet foregår i Kalundborg, hvilket ses af baggrunden med den grønne lund og de sort-grå alliker, kaldet Kaa (heraf kaa-lund-borg).
Esbern Snare og bisp Absalon er begge sønner af Asser Rig, mens kong Valdemar den Store er søn af Hertug Knud Lavard. Lavard var selv en stor korsfarer i de vendiske områder, der truede hans holstenske hertugdømme.

Esbern Snare (ses fra venstre) vil anlægge en stor og vigtig borg, nemlig det vi i dag populært kalder ”Vestborgen”. Han rækker en model af borgen frem mod de to andre og skænker den til kronen. Esbern Snare kendes på sin verdslige påklædning, en bordeauxrød ridderdragt. Han er barhovedet, har skæg og bærer sværd.

Bisp Absalon (ses i midten) velsigner Esbern Snares projekt. I sin hvide bispekåbe står han på en forhøjning, hvilket symboliserer, at han er den mest betydningsfulde person i situationen. I sin venstre hånd har han en bispestav, og han bærer en bispehue på hovedet.

Kong Valdemar den Store (ses fra højre) giver sin kongelige accept og støtte til Esbern Snares borgprojekt. Kongen støtter konkret sine hænder op ad bispen. Valdemar har krone på hovedet og bærer blåviolet kongedragt med rødt slag på skuldrene. Den blå farve symboliserer kongemagten. Kongen har skæg og bærer sværd som en kriger.

Scene 1 er vævet af Solvejg Jørgensen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 2:

Kalundborg som udsejlingssted for korstog.

Scene 2 handler om korstoget til Rügen i året 1168. Esbern Snare står i front af sit skib i bordeauxrød ridderdragt. Han er rustet til tænderne med hjelm og sværd. Foran sig har han en armbrøst parat til kamp. Han er ude i Guds ærinde og viser med sin venstre hånd, at Rügens kyst er i sigte.

Af baggrunden ser vi, at udsejlingen er sket fra Kalundborg. Vestborgens silhuet toner sig svagt i baggrunden. Borgen er omkranset af den kalundborgske grønne lund, og den symbolske allike sidder i løvet.

Korstoget består af flere skibe. Der er tale om en hær med mange kampberedte krigere. Flåden er ladet med mænd i krigsdragt, heste og våben.
Skibene sejler i medvind: De store sejl er spilet ud, og sejladsen går rask af sted. Forstavnene er ornamenteret med dragehoveder, hvilket er en bibeholdt byggetradition fra vikingetiden, eller måske er skibene bygget i den såkaldte gamle tid. Dragehovederne er angrebssymboler.

Scene 2 er vævet af Elise Nygaard, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 3-4:

Korstoget mod Venderne og slaget på Rügen

Venderne, som tilhører en slavisk stamme, har bosat sig i det nordlige Europa, Polen og Tyskland. En stamme af venderne holder til på øen Rügen. De dyrker en frugtbarhedsgud med fire hoveder, som hedder Svantevit.
Venderne har længe voldt problemer. Danskerne må forsvare og beskytte sig mod vendernes stadige angreb, og derfor anlægges Kalundborg Vestborg.

Først omkring 1160 bliver det danskerne nok, og et togt mod Venden bliver for alvor sat i værk gennem en række korstog under ledelse af biskop Absalon og kong Valdemar.

Efter Valdemar den Stores død i 1182 fortsætter Kong Knud Valdemarsøn togterne. I 1185 vinder han den endelige sejr over venderfyrsten Bugislav og kan derefter antage titlen "De Venders Fyrste" – en titel som bliver båret af danske regenter helt frem til 1972.

Scene 3 handler om højdepunktet i 1168, hvor Esbern Snares hær invaderer og nedbrænder vendernes hovedsæde og tempelborgen Arkona.
Svantevit, den høje gudefigur af træ, væltes af Esbern Snares mænd, idet de danske krigere omhugger afguden med sværd og økser. Der anvendes reb til at trække figuren med de fire gudehoveder ned.

De skrækslagne og magtesløse vendere ser til, mens deres gud omstyrtes. Esbern Snare (ses fra venstre) står i bordeauxrød dragt med sit sværd ude af skeden. Han markerer, men behøver ikke længere aktivt deltage i krigshandlingen, for sejren er hjemme.

Bisp Absalon står i sin hvide dragt med et stagekors i højre hånd. Bispen præsenterer den kristne gud på bedste vis, idet korset på stagen kan ses af alle. Absalon har en økse i sin venstre hånd, sikkert som sit forsvarsvåben.

Kong Valdemar er også til stede iført blåviolet kongedragt. Han rækker sin hånd frem og signalerer et ”værsgo”: ”Hug bare Svantevit ned.”

Scene 3 er vævet af Hanne Jensen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014

Scene 4 handler fortsat om slaget på Rügen. Esbern Snares hær har brændt borgen Arkona ned, men en lys (kristen) fremtid venter de slagne vendere, hvilket ses af den lysegrønne baggrund.

Bagerst er der allerede rejst en kirke som fremstår i silhuet. Venderne tvangsdøbes og gøres til kristne. De bærer en egnsbestemt klædning og adskiller sig således tydeligt fra danskerne, som er i krigsdragt.

Bisp Absalon i den hvide kåbe gennemfører dåbshandlingen. Han holder et stagekors i den ene hånd, så alle kan se, at han repræsenterer den kristne gud, mens han døber venderen i dåbskarret. Vendere, som står omkring dåbskarret, vender håndfladerne op som tegn på underkastelse og bøn.

Scene 4 er vævet af Gerda Topsøe Johansen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 5

Mødet i Odense i 1187

Der er i alt 5 store korstog i perioden 1150-1250. Alle med formålet at generobre ”Det hellige Land” og Jerusalem for kristenheden.

I 1187 erobrer sultan Saladin Jerusalem. Paven kræver hævn og proklamerer det 3. korstog gennem sine sendebud. Et sendebud ankommer til Danmark i julen, hvor rigets stormænd er samlet til et møde i Odense, herunder også Esbern Snare. Ifølge en anonym kilde bliver pavens rundskrivelse oplæst på mødet, og alle tilhørerne er stumme af sorg over Jerusalems vantro erobrere.

Scene 5 handler om mødet i Odense, hvor Esbern Snare bryder tavsheden. Han holder en lang tale, hvor han gennemgår danskernes bedrifter igennem tiderne.
Efter denne opremsning, der slutter med korstogene over Østersøen, opfordrer han til, at man efterkommer pavens appel om at deltage i Jerusalems befrielse.
Femten af mødets tilstedeværende mænd sværger på, at de vil drage af sted. Esbern Snare selv, der på dette tidspunkt er omkring 60 år, er forhindret i selv at gå i spidsen.

Scene 5 viser et veldækket langbord med mad og drikke. Pavens rundskrivelse ligger i venstre side på bordet. Esbern Snare står i sin sædvanlige røde dragt, i færd med at tale Guds sag. Kong Knud Valdemarsøn, som er i blåviolet dragt, sidder på en tronstol ved Esbern Snares side.
Som de øvrige mænd, vender kongen sine håndflader opad som en hyldestgestus til Esbern og den gode sag. En ridder knæler foran langbordet og sværger sin hellige ed på, at han vil gå i krig for Gud.

Baggrunden viser, at scenen foregår et andet sted end Kalundborg. Lindetræerne er erstattet af egetræer.

Scene 5 er vævet af Irene Wiborg, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 6

Kalundborg Kirke bliver stiftet af fru Ingeborg

Ideen til Vor Frue Kirke i Kalundborg er Esbern Snares, men det er hans datter Ingeborg, der planlægger og fuldfører kirken.

Scene 6 handler om, hvordan Esbern Snares datter Ingeborg og hendes mand Peder Strangesen stifter kirken omkring 1220. Fru Ingeborg er klædt i hvid kvindedragt med slør på hovedet. Hun bærer et rødt slag over skuldrene og har om livet et bælte med en lille pose. Måske har hun her nøglen til kirken eller Gud i overført betydning.
Hun peger dels mod kirken, dels mod Gud. Hendes mand Peder Strangesen bærer en verdslig drag med sværd og kniv i bæltet. Han rækker kirken frem og skænker den til Gud.
Gud kvitterer med en velsignende gestus, idet vi ser hans hånd stikke ud gennem en gylden sky fra oven.

Scenen 6 er vævet af Kirsten Brinkløv, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 7

Kalundborg Kirke

Kirken er planlagt efter Esbern Snares ide og færdiggjort af hans datter Ingeborg. Kirkens borgagtige udseende skyldes ikke, at den har været led i byens forsvar, men det skal lede tanken hen på "Det himmelske Jerusalem", hvor Gud og mennesker ifølge biblen ved tidernes ende skal bo sammen. I middelalderen forestiller man sig det himmelske Jerusalem som en befæstet by med fem tårne.

Scene 7 handler om Roskildebispens indvielse og velsignelse af Vor Frue Kirke i Kalundborg. Bispen står i højre side af sceneriet iført hvid bispekåbe med en bispestav i sin ene hånd. Han velsigner kirken med sin anden hånd.
Vor Frue Kirke fremstår i sin oprindelige udformning med noget lavere tårne end de nuværende.
I kirkens runde vindue glimter det gult i samme farve som den gule himmelske bue, der binder alle 12 scenerier sammen. Der sker noget inde i kirken. Korsets rødlilla farve symboliserer passion.

I baggrunden ses lindetræer, som symboliserer den kalundborgske grønne lund. Alliken er en Kaa, heraf bynavnet Kaa-lund-borg.

Vævet af væver Annette Dandanell Christensen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


Scene 8

Pavens påbud om korstog.

I 1158 gør kong Valdemar Den Store sin vigtigste støtte fra Hvideslægten, Absalon, til bisp i Roskilde. Dette giver problemer med ærkebispen Eskil af Trundslægten, som i 1177 må lade sig afløse af Absalon som ærkebisp.

Scene 8 handler om Kong Valdemar Den Stores modtagelse af pavens påbud om at tage på Korstog. Kong Valdemar den Store med kongekrone på hovedet knæler i ærefrygt for Paven.
Han er iført blåviolet kongedragt og bærer en rødt slag på skuldrene. Han er udrustet som en kriger med sværd. Hans skjold viser symbolet på hans kongemagt med de 3 løver.

Pavens hånd viser sig gennem skyen. I hånden holdes pavesymbolet. I en parallel verden (anden halvdel af scenen) taler pavens sendebud til folket for at hverve mænd til det hellige korstog. Sendebuddet står med et flag. Han er klædt i munkekutte. Omkring ham står mænd, kvinder og børn og lytter. Mænd i verdslig dragt med dolke i skeden knæler i ed eller bøn for Guds sag.

Scene 8 er vævet af Hanne Madsen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 9

Et korstog på vej til Estland

Scene 9 viser en flåde lastet med kampberedte mænd, heste og våben. Hærføreren står i skibets stavn. Kursen er sat mod Estland. Årstallet er 1219.

Uddrag af Ryd Klosterbog 1219 beretter: "Efter at have samlet en meget stor hær drog kong Valdemar Sejr mod Estland med et tusinde fem hundrede langskibe, og efter mange slag omvendte han hele dette land til kristendommen og underlagde det Danmark, som det endnu er."

Med i flåden er, ud over kongen (Valdemar Sejr) ærkebisp i Lund Anders Sunesen og bisp Theoderik af Estland. I hæren er der også flere af kongens vasaller: tyskere under grev Albert og vendere under Vitslav den 1. af Rügen.

Flåden når Estlands nordlige provins Revele i begyndelsen af juni måned. Udsejlingsstedet har måske været Kalundborg. Baggrunden viser derfor den grønne lindelund med allikefuglen i trækronen. Vestborgen kan skimtes med sin takkede mur i venstre øverste hjørne.
Flåden er ikke langt fra land, men på vej mod Estland. Sejlet er spilet ud, og der er medvind. Langskibets dragehoved symboliserer angreb.

Scene 9 er vævet af Solvejg Jørgensen, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

Scene 10-12

Korstoget mod Estland i 1219

Korsfarerne slår sig ned ved Lyndanisse og begynder at opføre en borg, "castrum danorum", på estisk Taani-linn (senere Tallinn), danskerborgen. Under byggeriet kommer flere estiske forhandlere på besøg for at trække tiden ud, mens de samler en hær.
Hen under aftenen den 5. juni 1219 angriber esterne, netop som danskerne og deres allierede har spist dagens sidste måltid. Angrebet sker fra 5 sider, og der udbryder hurtigt panik blandt korsfarerne, der flygter til alle sider.
Bisp Theoderik bliver dræbt af estere, som tror, han er kongen. Alt tegner til et katastrofalt nederlag for korsfarerne. Imidlertid er venderne (hærdeling under den danske konge) ikke blevet opdaget af den estiske angrebsstyrke. Venderkongen Vitslav gennemfører et hurtigt modangreb, der standser den estiske fremtrængen. Dette giver de øvrige korsfarere tid til at samle sig og omgruppere, hvorefter man i fællesskab har held til at drive den estiske hær på vild flugt.

Der er intet historisk belæg for, at der ved denne lejlighed falder et flag (Dannebrog) ned fra himlen. Imidlertid har der været mange flag og faner med kors til stede under dette korstog. Det afgørende angreb på esterne har måske været anført af en johanniterfane, der er identisk med det flag, vi i dag kalder Dannebrog.

Scene 10 handler om slaget mod esterne. Kongen Valdemar Sejr sidder til hest. Han er sammen med sin hærfører. De er begge bevæbnede og kampklare.
Foran dem står deres hær i kamp mod esterne. Der er tab på begge sider. Scenen markeres af afhuggede hoveder og lemmer. Blod ses alle vegne. Baggrunden er rød af den intense kamp og blodsudgydelse.

Scene 11 handler fortsat om slaget mod esterne. Esterne, som både er til hest og stående, kæmper med sværd, skjold og lanser. De mødes af danskerne, som også kæmper til hest og stående. Der er store tab på begge sider. Afhuggede hoveder og dræbte alle vegne. Esterne bærer deres egnsbestemte dragter med posebenklæder, og sikkerhedsveste gjort af læder. Deres brune øjne står i kontrast til danskernes blå øjne, og de kan derfor nemt identificeres fra danskerne.
I baggrunden ses et felttelt, som måske henviser til danskernes borg ”castrum danorum”. Baggrunden er fortsat rød af intens kamp og blodsudgydelse.

Scene 12: Dannebrog falder ned fra himlen. Det sker fra en gylden himmel. Flaget opfattes som et tegn fra Gud.
I sceneriets højre side ses to ordensmunke, som hjælper ærkebisp Anders Sunesen med at holde sine arme i vejret. Så længe ærkebisp Anders Sunesen beder med armene oppe, vil danskerne have medgang i kampen.

Scene 10-12 er vævet af Gitte Karlshøj, Vævere i Vestsjælland, og tegnet af Claus Jørgensen Muldstrup, 2014


 

 

 

 

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk