Helleristningssten fundet på Glænø

En gåtur langs Glænøs strand kan byde på andet end frisk luft og havsprøjt. Det gjorde det for en tidligere medarbejder på Sydvestsjællands Museum, da han fik øje på en sten med skåltegn.

Skåltegn er fordybninger hugget ind i overfladen og indgår antageligt som en del af bronzealderens soldyrkelse. Stenen er indlagt i høften som en del af kystsikringen og således fjernet fra sin oprindelige placering. At bedømme ud fra størrelse og form kan stenen have været en del af en af stenalderens stendysser, hvor bronzealderens folk efterfølgende har indhugget deres egne kosmologiske symboler.

I den bagvedliggende kystskrænt er der i en årrække gjort observationer af kogegruber og kulturlag. De ligger et stykke under den nuværende markoverflade og vidner om aktiviteter i sten- og bronzealder. Der er kun gjort spredte fund, så vi kan ikke komme en datering nærmere. På den morænebakken der rejser sig over kysten og formodentligt har gået langt ud over den nuværende kyst, har et samfund boet og gravet huller til madlavning og affald. Vind og vejr æder af skrænten og blotlægger dermed de arkæologiske spor. Det er et spændende indblik i fortiden skulle man have lyst til en gåtur. Samtidig er det ærgerligt at kulturhistorien borteroderes uden mulighed for en ordentlig dokumentation. Museum Vestsjælland indmåler og fotodokumenterer alle fund i området og vi bliver bid for bid stadig klogere på bebyggelsesmønstret i området.

Fotos: Henrik Schilling

Publiceret 23-02-2015.

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk