Skeletter i kystskrænten på Røsnæs

Det er efterhånden ved at være en tradition, at Danmark rammes af storme i efterår og vintermånederne. De der bor ved kysterne mærker det for fuld kraft og ser de ødelæggelser, som de kraftige vinde og vandet udsætter landskabet for. Vinteren 2013/2014 var ingen undtagelse og på sydsiden af Røsnæs ved Kalundborg gik det hårdt til på kystskrænten, hvor en beboer opdagede skeletdele fra et menneske på stranden.

 

Efter det fine fund kontaktede beboeren Kalundborg Arkæologiforening, der lod nyheden om fundet gå videre til museet. Ganske kort efter fandt en anden familie fra området yderligere menneskeknogler og i efteråret 2014 foretog museet en arkæologisk undersøgelse på stedet.

 

Ved undersøgelsen var det hensigten at undersøge fundstedet for de mange knogler, men kun med en forventning om at finde enkelte tilbageværende skeletrester fra det skelet, der var styrtet ned på stranden. Overraskende viste det sig imidlertid, at der i skrænten lå hovedparten af yderligere et skelet. som med al tydelighed viser, at der oprindelig har været tale om en dobbeltgrav.

Den tilbageværende grav blev behørigt dokumenteret. 

Graven ligger i dag placeret i en højde af ca. 1 meter over forstrandsniveau i bunden af en meget stejlt skrånende kystskrænt, som herfra rejser sig til en højde af godt 20 meter. Siden skelettets placering på stedet er der således sket markante lokale ændringer af landskabet med omfattende udskridninger af jordmasser ind over grav-området fra det højere bagland.

Den færdigafrensede grav.

Der var ingen gravgaver i graven, men det forventes, at de to mennesker er blevet stedt til hvile engang i stenalderen. Det vil en kommende C14-datering forhåbetlig kunne give svar på.

Kalundborg Arkæologiforening var meget behjælpelig med kontakten til finderne og deltog i museets arkæologiske undersøgelse. Se flere billeder i deres orienteringsskrivelse til foreningens medlemmer her!

 

Publiceret 15. december 2014

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk