27.6.2017  ·  Odsherred Kulturhistoriske Museum

Det skider vi på

27. juni - 29.oktober 2017. En udstilling om lokummer og etagevask før wellness-baderummet blev standard

Udstillingen handler om personlig hygiejne, dengang badeværelser med indlagt vand og vandskyllende toiletter ikke var alment udbredt. Det er en udstilling uden berøringsangst. Vi viser, at der også stod natpotter i stuen og i soveværelset, og vi fortæller i tekst, fotos og med originale genstande om dengang, da toiletbesøg og personlig hygiejne ikke var en privat foreteelse bag lukket og låset dør, som det er nu på de flestes private badeværelser og offentlige toiletter.

Det var dengang, da wellness var et ugentligt bad i zinkbadekarret på køkkengulvet, og dengang da hårvask foregik i håndvasken. Den daglige vask indbefattede vand i hovedet og vask af arme op til albuen. Tandbørsten var til deling mellem flere i familien. Håndvask efter toiletbesøg var ikke almindeligt, og mange steder var det slet ikke muligt.
 Manglende kloakering og etablering af vandværker i byer og landdistrikter betød, at rindende vand slet ikke var givet, som det er i dag. I nogle landdistrikts-områder i Danmark blev vandværker først etableret i slutningen af 1960’erne.

Udstillingen henvender sig til alle, der vil vide mere om, hvordan vores forfædre, for ikke så mange år siden, opfattede personlig renlighed, og hvad de havde af muligheder for personlig hygiejne.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk