Skælskør Bymuseum

Søfart- og Fiskeriudstillingen

Skælskør købstad, for enden af den 6 km lange fjord, skylder skibsfarten og fiskeriet sin tilblivelse og udvikling. Skælskør Bymuseum fortæller derfor om dengang, hvor byen var overfartssted til Fyn i middelalderen, om tiden hvor byen var hjemsted for en af Danmarks største sejlskibsflåder sidst i 1800 tallet, og om fiskeriet på Fjord og Bælt – og meget mere!

Søfart- og Fiskeriudstillingen er placeret på første sal i de lokaler, som vender ud mod havnen. Der er fra udstillingen en pragtfuld udsigt over havnepladsen og broen mod Dampmøllen.  

Skælskør Bymuseum udstiller en række skibsmodeller, alle med tilknytning til Skælskør. Endvidere vises effekter, som sømændene i gennem tiderne har bragt med hjem fra fjerne lande. Historien med Kap. Andersen og ”kanibalerne” samt beretningen om Danmarks sidste sejlførende lods, Arthur Møller mangler heller ikke.

Fiskeriet belyses ud fra fangstmetoder, og der udstilles net, ruser og kroge m.m. På væggen er vist forskellige ålejern med tilhørende forklaring, og i en montre ligger bødenåle og sejlmagerhandske. En kæmpe issav, der har været brugt i havnen samt andre maritime ting og sager er med til at give en hyggeligt atmosfære.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk