Ringsted Museum og Arkiv

Ringsted Vindmølle

Det er ikke alle der både lægger mærke til møllen, tænker nærmere over den, og så rent faktisk får gjort noget ved det og besøgt møllen – og det er en skam. Måske har du kørt forbi mange gange? Måske har du set de flotte møllevinger uden dog at tænke nærmere over det? Måske har du tænkt at du da også må se at få aflagt møllen et besøg? Eller smage dens økologiske mel?

Oplev Ringsted Vindmølle i aktion

Møllen har stået på sin nuværende plads i mange år. Det havde den også da Bjarne Jensen var barn. Dengang var møllen dog i en helt anden forfatning end den er i dag. Dengang havde tiden overhalet den gamle mølle, og da Bjarne Jensen blev voksen påtog han sig den opgave det var, at restaurere møllen og genetablere den som vindmølle. Det lykkedes og der blev i 1984 holdt rejsegilde for den nyrestaurerede mølle. Siden dengang har Morten Møller drevet og passet møllen.

Det er i sig selv spektakulært og fantastisk at have en fuldt funktionsduelig vindmølle så langt inde i en by. Møllen er et levende eksempel på en højt udviklet håndværker tradition, og er i dag åben i forbindelse med Ringsted Museums åbningstider.

På møllen kan du høre de autentiske lyde af vingerne der i godt mølle-vejr drejer rundt. Du kan høre kværnstenene der drejes og imponeres over de mægtige kræfter der kværner de friske økologiske hvede- og rugkærner til mel. Du kan dufte melet der findes overalt på en aktiv mølle som denne. Og du kan bevæge dig op af de stejle trapper til de øvre etager.

Når Morten Møller er at finde ved møllen kan du altid slå en god snak af med ham – han kender sin mølle ud og ind, og er altid klar med en fortælling eller kæk kommentar. Er vingerne i gang og kører kværnen, er der begrænset adgang inden i møllen af hensyn til sikkerheden. Det er voldsomme kræfter der er i spil – og kraftige tandhjul, store taljer og drivremme kører hurtigt. Men der er bestemt noget at se på for en mekanik-interesseret dreng eller pige.

Melet der bliver malet på møllen kan du købe på stedet eller i museumsbutikken – her kan du altid få friskkværnet mel, også når møllen ikke kører.

Der modtages på møllen kun kontrolleret korn, der har været dyrket helt uden brug af giftstoffer. Melet er økologisk og helt uden tilsætningsstoffer. Det får du ikke i butikkerne, hvor selv det økologiske mel indeholder tilsætningsstoffer. Det er et naturrent, kemikaliefrit produkt, der er fremstillet efter årtusindgamle principper.

Derfor er der også en begrænset holdbarhed på melet. Men det smager fantastisk. Og du kan altid komme ind og købe mere.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk