Holbæk Museum

ArkæoLab

Den som søger skal finde! Afprøv arkæologernes metoder i udstillingens egne udgravninger

ArkæoLAB – en katalysator for fælles oplevelser for hele familien


ArkæoLAB er Holbæk Museums nye arkæologiske laboratorium, hvor museets gæster får mulighed for at være arkæologer for en dag. Her kan man finde ting fra fortiden, analysere fund og bidrage med egne fortolkninger. Arkæolab er opbygget omkring tre forskellige udgravninger: Åmosen (stenalder), Svinninge (jernalder), Holbæk by (middelalder) og arkæologens kontor.

Holbæk Museum er en del af Museum vestsjælland, der har det arkæologiske ansvar i 6 kommuner og gennemfører derfor mange arkæologiske undersøgelser hvert år.  Fælles for de arkæologiske undersøgelser er, at de ved hjælp af mange forskellige arkæologiske og naturvidenskabelige discipliner genererer en stor mængde ny viden.

ArkæoLAB tager udgangspunkt i disse undersøgelser og metoder og leder museets gæster gennem udgravningen og efterbearbejdning til tolkningen.

ArkæoLAB indgår som en del af en større vision om et Arkæologiens Hus, hvor museet ønsker at skabe et nyt image for arkæologien og for Holbæk Museum generelt. Arkæologiens Hus skal tiltrække og tale til flere brugergrupper, der normalt ikke interesserer sig for arkæologi og er inspireret af teorierne fra det engelske ”Public Archeology”. Projektet tager udgangspunkt i en brugerundersøgelse om museets arkæologiske formidling, hvor formålet har været at afdække målgruppernes forudsætninger, forventninger og behov forud for mødet med Holbæk Museum generelt og arkæologien specifikt.

I samarbejde med et eksternt konsulentfirma har vi undersøgt målgruppernes oplevelse af den nuværende arkæologiudstilling som afsæt for udvikling af både indhold og formidling i et Arkæologiens Hus. Et af de formidlingsmæssige tiltag, der har vokset frem i processen er tankerne om et ArkæoLAB, der tiltaler både i privat- og skoleregi. ArkæoLAB er en katalysator for fælles oplevelser for hele familien, og handler ikke kun om, hvad vi som museum ved. ArkæoLAB handler i endnu højere grad om, hvordan vi ved det, og nogle gange endda om det, vi ikke ved.

ArkæoLAB åbnede for gæster den 8. februar 2013.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk