30.8.2017  ·  Vestmuseum

Museum Vestsjælland giver gode oplevelser i flere lande

Formidlere og frivillige fra Museum Vestsjælland er netop vendt hjem fra en tidsrejse til den vendiske landsby, der er en del af Oldenburger Wallmuseum i Holsten.

Opgaven var denne gang at stå for formidlingsaktiviteter for de børn, der besøgte Wallmuseums event den 26.-27. august. Museum Vestsjælland har udviklet mange gode værkstedsaktiviteter, der nemt kan udføres på museets mange forskellige besøgssteder eller ved undervisning og events udenfor museet. Værkstederne er også velegnet til at ”eksportere”. Aktiviteterne er nemlig beskrevet i billeder og tegninger, så det er nemt at forstå opgaven, selvom de danske formidleres tyske ordforråd ikke altid rækker til en grundig forklaring.

Nye idéer til Museum Vestsjællands middelalderfestivaler
Der var rig lejlighed til at se nærmere på formidlingstilbuddene i middelalderlandsbyen Oldenburger Wallmuseum. ”Vi har fået en fin lille aktivitet i gave”, fortæller formidler Kathrine Vestergaard Brandstrup fra Museum Vestsjælland og viser rejsens høst i form af slagstifter med forskellig form og små runde metalskiver. ”Børnene kan hurtigt skabe deres eget emblem – det er en sjov aktivitet.”

…og til Oldenburger Wallmuseum
De frivillige fra Oldenburger Wallmuseum kiggede nysgerrigt på, da de danske formidlere greb skjold og sværd og organiserede de besøgende børn til et rask lille slag. På et øjeblik var de tøvende, generte børn stillet op og instrueret i sikkerheden, når man slås med træsværd. Efter lidt træning mand mod mand, stillede de to hære op i slagorden med skjoldmur til beskyttelse. Brølet, da de ivrige børn gik til angreb, kunne høres over hele middelalderlandsbyen.

NORDMUS
Udvekslingen er en del af Interreg-projektet NORDMUS, som Museum Vestsjælland er en del af. Her er det primære mål at skabe mulighed for erfaringsudveksling mellem frivillige og de professionelle kulturformidlere, der arbejder med frivillige.

Projektet består af en række delpakker. Museum Vestsjælland er tovholder på arbejdspakke 6, hvor vi sammen med danske og tyske partnere ser nærmere på, hvordan museerne bruger frivillige til forskellige opgaver. Vi mødes i forskellige workshops og bruger tiden på spændende erfaringsudveksling og afdækning af best practice.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk