Foredragsholderen er lektor Poul Duedahl fra Historiestudiet ved Aalborg Universitet, der også har stået bag bøger som Nattens gerninger og Forbrydelsens ansigt. Ondskabens øjne blev kåret som Årets Historiske Bog i Danmark i 2016
31.10.2017  ·  Slagelse Museum

Foredrag om ondskabens øjne

Foredragsholderen er lektor Poul Duedahl fra Historiestudiet ved Aalborg Universitet, holder foredrag om årets historiske bog "ondskabens øjne".

I november 1892 hævede skarpretter Theodor Seistrup sin bredbladede økse over halsen på den 29-årige forbryder Jens Nielsen i fængselsgården på Horsens Straffeanstalt.

”Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre”, skrev The New York Times, for på trods af sin unge alder havde Jens Nielsen for længst gjort sig internationalt berygtet som indbegrebet af ondskab. Han stod bag en lang række indbrudstyverier, en brandkatastrofe i London af enorme dimensioner og nedbrændingen af fem gårde og et hus på Sjælland. Han havde siddet indespærret i flere lande og forsøgt at myrde tre fængselsbetjente i Horsens.

Øksehugget blev skarpretterens sidste. Siden er ingen mennesker blevet henrettet i Danmark for forbrydelser begået i fredstid. Foredraget, der baserer sig på den anmelderroste biografi Ondskabens øjne (Gads forlag 2016), belyser baggrunden for dette afgørende skel i retshistorien og går bag om en af Danmarks mest omtalte og berygtede forbrydere. Det fortæller om hans vej ind på forbryderbanen, om opholdet på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, om bekendtskabet med stifteren af Nordisk Film, om årsagen til hans had til offentlige myndigheder og i det hele taget om, hvordan det gik til, at en begavet, ung mand endte på skafottet som øksens sidste offer.

Foredraget er arrangeret af Slagelse Museum i samarbejde med Slagelse Bibliotekerne og er en del af temaet ‘Historier om Danmark’ og optakt til De Dødes Nat den 3. november.

Foredraget kan opleves på Slagelse Bibliotek tirsdag den 31. oktober kl 19-21

Køb billetter her

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk