Lyt til udsendelsen om livet med bil i 50érne og 60érne.

Fra 1953-1973 kom der over en million flere biler på vejene. Den tid kan du høre mere om i Museum Vestsjællands nye podcast. 

 

Storebæltskaffe
Før storebæltsbroen måtte bilisterne ombord på Sorebæltsfærgen, hvis de ville krydse Danmark. Her ventede Frederik med den berygtede Storebæltskaffe: 
Man tog ikke det kaffe ud der lå i bunden, også efterhånden så stod der sådan noget gammel kaffe dernede, der havde stået og snerred i sådan en 10-12 timer, også ved man hvordan den smager!”, forklarer Frederik i udsendelsen. 

De første Campister 
Da Familien Danmark fik bil, gav den mulighed for at tage på en ny moderne form for ferie: Camping. 

Birthe, Per og deres tre børn var nogle af dem som greb muligheden for at køre ud i landet. Campingpladserne var, og er, børnenes legeplads. Børnene havde mulighed for at lege frit og danne nye venskaber. 

Birthes søn, Søren, fandt også andre værdier i det sammenhold børnene opbyggede imellem sig:
Det gik faktisk op for mig, at det var vigtigt, at jeg lærte og læse og skrive, fordi senere kunne man skrive sammen med dem. Det var en af årsagerne til at jeg fortsatte med at gå i skole, tror jeg,” griner han. 

Når uheldet var ude i trafikken
Det var ikke lutter lagkage at eje bil. Når uheldet var ude, var man som bilist i en meget sårbar situation, for der var ingen sikkerhedsseler og ingen mobiltelefoner, så man kunne ringe efter hjælp. 

Freddy og hans kone boede tæt ved et farligt sving på A1, ved den lille landsby Vedby Sønder. De udarbejdede over årene et system når de hørte brag fra forulykkede biler: 
Vi havde den aftale, min kone og jeg, at hun sad i vinduet og kiggede, og jeg var nede med en lommelygte. Også blinkede jeg, op til hende, hvor mange ambulancer der skulle bruges. Det var simpelthen et system vi kørte med,” husker Freddy. 

Ophav 
Udsendelsens indslag er tilrettelagt, optaget og indtalt af Rasmus Bjerre fra Hz&Tone. De blev lavet i 2013 til udstillingen: Da far fik bil. Her kunne man både komme på køretur i en NSU Prinz og høre forskellige lytteposter. Denne udsendelse er klippet sammen til en podcast af Sarah Sander Laugesen. 

Næste år holder Sorø Museum igen Fars dag d. 5 Juni, så sæt kryds i kalenderen. 

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk