Helleristninger trodser tidens tand

Rundt om i det ganske land findes mange spor efter bronzealderens kult i form af helleristninger. Helleristningerne, der typisk består af skålgruber, soltegn, skibe eller menneskefigurer, kan især ses på stenalderens dysser og jættestuer, men tidens tand har gjort, at de ofte kan være svære at se med det blotte øje. Her kan den moderne teknik hjælpe.

Herredstegning af Brededysse. Copyright: Slots- og Kulturstyrelsen

Brededysse, der er beliggende umiddelbart vest for Kirke Stillinge ved Slagelse, består af 2 kamre og på det største af dem findes på overliggeren adskillige skåltegn og afbildninger af hele 2 skibe, hvoraf det største er omkring 1 m langt. Desværre har tidens tand gjort, at skibene i dag er svære at se.

Foto af det største kammers overligger. På stenen findes 2 skibsmotiver, men de er svære at se.

Med en serie på ca. 60 fotos er overliggeren med skibsmotiverne blevet grundigt fotograferet. Dernæst er de mange fotos blevet behandlet på en computer med et fotogrammetrisk program og fjerner man da teksturen - d.v.s. overfladen - med programmet, fremkommer nedenstående foto, hvor de 2 skibe tydeligt ses.

Efter fjernelse af teksturen ses det store ca. 1 m lange skibsmotiv tydeligt. Nederst til højre kan det noget mindre skib anes. Bemærk også de mange skåltegn, der ligeledes træder tydeligt frem.

Som det er vist ovenfor, er det trods tidens tand fortsat muligt at genfinde helleristninger, der tidligere har kunnet ses tydeligt, hvis blot man anvender lidt moderne teknik. Men det behøver ikke at stoppe her, for metoden kan også benyttes til at finde ud af, om der findes helleristninger, som ikke tidligere er blevet erkendt.

Brededysse er et fredet fortidsminde med offentlig adgang. Læs mere om dyssen og find vej på Fund og Fortidsminder.

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk