Detektorfund og Danefæ

 

 

"Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi"
Museumslovens §30, stk. 1

 

 

Hvis du finder genstande, der er omfattet af danefælovgivningen, skal du indlevere dem til danefæbehandling.
Du kan se en liste over, hvad der er danefæ her!
 

Hvor må man gå med metaldetektor?

Når du vil gå med metaldetektor skal du huske altid at få tilladelse fra jordens ejer. Endvidere skal du være klar over, at man ikke må anvende metaldetektorer på fredede fortidsminder og i Statsskovene.
Forhåbentlig giver din detektor signal om spændende fund under jordoverfladen og her skal du huske, at du kun må grave ned i pløjelagets dybde - typisk ned til 30 cm fra jordoverfladen.
Yderligere gravning må kun foretages af museets medarbejdere.

Du kan se Nationalmuseets vejledning om danefæ her!

Sådan forbereder du din afsøgning

  • Kontakt jordens ejer og få dennes tilladelse til din afsøgning.
  • Medbring altid en gps og sørg for, at datum er indstillet til WGS84 eller Euref89. Du kan læse hvordan i vejledningen til din gps.
  • Fundne genstande skal pakkes i individuelle pose - gerne lynlåsposer - påskrevet dit eget fundnummer samt gps-koordinater.
  • Gå så vidt muligt systematisk på markerne - også selvom der ikke umiddelbart bliver gjort fund. Museet er meget interesseret i at vide, hvor der findes marker med fund, men også hvor der findes marker, hvor der trods intensiv afsøgning ikke er fund.

Indlevering af genstande til danefæbehandling

  • Udfyld et registreringsark for hver enkelt fundområde og send det til plan@vestmuseum.dk eller medbring det ved indleveringen, så vi har det i elektronisk form.
    Du finder registreringsarket her!
  • Kontakt museets arkæologer på telefon 25 52 83 83 eller e-mail: plan@vestmuseum.dk og lav en aftale om indlevering, så du ikke går forgæves. Du kan aftale at indlevere dine genstande på vores afdelinger i Holbæk, Kalundborg, Odsherred (Annebjerggaard), Ringsted, Slagelse og Sorø.
  • Ved indleveringen på museet vil en arkæolog gennemgå dine fund og i samarbejde med dig udfylde resten af registreringsarket, som også er din kvittering for indleveringen.
  • Har du ikke tidligere indleveret genstande til danefæbehandling skal du medbringe en lukket kuvert, hvori du har lagt oplysninger om dit navn, adresse og cpr-nummer. Museet lader denne gå videre til Nationalmuseet, der anvender oplysningerne ved udbetaling af danefægodtgørelse.
  • Når din indlevering til museet er afsluttet, vil vi hurtigst muligt få behandlet dine genstande og indlevere dem til Nationalmuseet.
  • Bliver dine genstande erklæret for danefæ, vil du modtage besked direkte fra Nationalmuseet.

Kontakt arkæologerne på

Tlf. 25 52 83 83 eller

E-mail. plan(a)vestmuseum.dk

Er du interesseret i at se, hvor der findes fortidsminder i dit område så besøg
Fund & Fortidsminder.

Museum Vestsjælland, Oldvejen 25 C, DK-4300 Holbæk · Tlf +45 59 43 23 53 · sekretariat@vestmuseum.dk · www.vestmuseum.dk